Pibens udvikling

Kridtpiben
D-kleipijpen-isabes-platpunten-korte-izabe
Den første europæiske pibetype – kridt- eller lerpiben – blev brændt i ét stykke i en støbeform – med ret lille hoved og i begyndelsen en ret kort og tyk, senere længere, slankere og let krummet hals. Den var det foretrukne rygeredskab gennem et par hundrede år, og det var der flere grunde til. Den var let at masseproducere og dermed billig – hvilket i nogen grad kompenserede for, at den let gik i stykker. Og den var/er faktisk udmærket at ryge på, hvilket enhver kan overbevise sig om, idet den sælges den dag i dag – mest som et kuriosum. Materialet er porøst, så piben ikke bliver sur, og den lange hals køler røgen på en meget behagelig måde.

j-19_429-maserholz-ulm-bakers-workshopPiber af træ – og andre materialer
I 1700 tallet fremkom de første træpiber af bl. a. buksbom, kirsebær-  og nøddetræ – især fra Uhlm i Tyskland, der omkring 1750 forsynede næsten hele Europa. Omtrent samtidig opstod merskumspiben. Merskum (fra tysk Meerschaum: Havskum) er en kalksten, der er forholdsvis let og blød, så det er muligt at skære i den, og med en fin hvid og tæt, ensartet struktur. Hertil kom pibehoveder af porcelæn.

Disse piber var især udformet som langpiber. Det er piber med et temmelig stort og tungt pibehoved, forsynet med en kort og krum hals som via et stift eller fleksibelt, kortere eller længere rør forbindes med pibespidsen. Den ”moderne” korte pibe med pibespidsen direkte på halsen kom først til i løbet af 1800-tallet.

h-meerschaum-hungarian-bowl-hongaarMerskumspiben
Merskumspiben så dagens lys i begyndelsen af 1700-tallet, hvor man fandt på at skære pibehoveder – til langpiber – af magnesium hydrosilikat, der er en porøs kalksten med en fin hvid, tæt og ensartet struktur. Det tyske ord Meerschaum (havskum) henviser til, at stenens udseende kan minde om forstenede, hvidtoppede bølger.

Den bedste kvalitet af helt hvid merskum findes kun ét sted i verden: Eskishehir i det centrale Tyrkiet. Afrikansk merskum, der kommer fra Tanzania, er som regel farvet af varierende afskygninger af gult, brunt og sort.

Merskumspibens rygeegenskaber er aldeles udmærkede og kan nærmest sammenlignes med bruyerepibens. Hertil kommer, at merskumspiben gennemgår en interessant udvikling. Fra starten er den kridhvid, men under længere tids rygning antager den efterhånden farve, dels af tobakken og varmen fra forbrændingen, dels af fedtstof og varme fra hånden. Piben bliver gulbrun, efterhånden mere mørkebrun og til sidst mørkt mahognifarvet.

Den traditionelle og nu udelukkende historiske langpibe – med kortere eller længere rør mellem pibehoved og mundstykke – ligner i merskumsudgaven meget de tilsvarende samtidige pibehoveder af buksbom, nøddetræ og kirsebærtræ. Dvs. med et ret bredt hoved, ofte med sølvlåg og forsynet med en kort hals.

I-liefdespaarI sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den moderne korte pibe vinder frem, opstår en særlig kunstart. Den porøse og ensartede merskum gør den velegnet til at skære i, og det er baggrunden for, at mange pibehoveder af merskum udformes som rene kunstværker forestillende menneskeansigter, dyr, nøgne kvindekroppe etc. Den skulpturelle virkning øges – ofte på ret fantastisk måde – efterhånden som merskummen antager sin brunlige farve under rygning, hvor forskellige dele af udskæringsarbejdet farves i forskellige nuancer afhængigt af udskæringens dybde.

G-porseleinen-stummel-tekst-amitiePorcelæn
Pibehoveder af porcelæn var populære på finere langpiber op gennem 1800-tallet og ind i den første fjerdedel af 1900-tallet. De var ofte håndmalede med dekoration og/eller navnetræk. Og havde normalt et løst hoved, fastgjort i en hul træbund som også dannede pibens hals, og hvorpå også var fastgjort det lange rør (ofte udsmykket med led af horn, ben eller porcelæn), der dannede forbindelsen til pibespidsen.

Porcelæn er vandtæt og absorberer derfor ikke den overskydende fugt fra piberygningen – som kun har ét sted at søge hen: Ud gennem pibespidsen og ind i munden! Det problem løste man for langpibernes vedkommende ved at udstyre den hule træbund med en svamp, som kunne opsuge fugten – og bagefter tages ud og rengøres.

Bryuerepiben
Omkring midten af 1800-tallet begyndte man i den Franske by Saint Claude i Jurabjergene ved den schweiziske grænse at fremstille piber af bryererod. Bruyère (Erica arborea) er betegnelsen for en art lyng, der vokser i Middelhavsområdet og kan blive 2-3 meter høj. Det er træet fra den rodknold, som dannes mellem rod og stamme, der anvendes til piber. På grund af den langsomme vækst har træet tætte årringe og er derfor meget hårdt – men samtidig ret let. Hvortil kommer, at det er næsten upåvirkeligt af ild.

04-chacom-18_020-buldogDet er alt sammen egenskaber, der gør bruyere til et uforligneligt materiale til fremstilling af piber og sikrer den ubetinget bedste rygeoplevelse. Derfor er (næsten) enhver pibe af træ, der fremstilles og sælges i dag, forarbejdet af bruyere. Hvilket ikke gør alle piber lige gode, idet der er stor forskel på bruyeren. Se næste afsnit om bruyerepiben.

(I parentes bemærket fremstilles der i dag stadig piber i andre træsorter. Fx bøgetræ, der er meget billige – men ikke de knapt 100 kr. værd. Og oliventræ, der er meget dyre – men alligevel ikke helt på højde med bruyere.)

Historien (tilbage)

Bruyerepiben

Litteratur