Et smukt stykke kunsthåndværk til adskillige hundrede, i nogle tilfælde tusinde kroner fortjener naturligvis at blive behandlet bedst muligt. Under forudsætning af fornuftig behandling i det daglige og lejlighedsvis vedligeholdelse kan en god pibe bogstavelig talt holde evigt og bliver blot smukkere efter mange års brug.
Enhver ny bruyerepibe skal tilryges, uanset om den er ”tilrøget” fra fabrikken – hvilket i praksis blot betyder, at den er smurt med en kulholdig belægning på indersiden af brændkammeret. De første fire-fem gange stoppes piben med ca. en tredjedel af den mængde tobak, der kan være i kammeret. Derefter et tilsvarende antal gange med ca. to tredjedele og først derefter med den fulde mængde tobak.
Enhver pibe – og i særdeleshed en ny pibe – vil i større eller mindre grad tage smag af den tobak, man ryger i den. Derfor kan man selvfølgelig godt ryge forskellige typer og mærker af tobak i den samme pibe. Men man skal være opmærksom på, at der måske skal to-tre stop af en ny tobak til for helt at fjerne smagen af den gamle. Og hvis man ind imellem de rene tobakker også fra tid til anden ryger mere krydrede eller specielle typer, fx Cavendish eller mixtures, er det en god idé at forbeholde bestemte piber til netop disse tobakker.
Den daglige pleje
Den overhovedet vigtigste del af vedligeholdelsen handler selvfølgelig om at behandle sin pibe ordentligt i det daglige:
Brug tændstikker
..(eller en gaslighter med en flamme, der er nem at styre) til tændingen. Ret ilden mod tobakken og undgå at ramme og dermed forkulle pibens overkant.
Ryg jævnt og roligt
..så ilden i piben holdes ved lige uden at den bliver for varm. Det er bedre, at piben går ud undervejs (det er ingen skam at tænde den igen) end at den bliver for varm. Det går ikke blot ud over piben, men også over tobakken, der herved kommer til at smage forkert og måske bide på tungen. Hvis man får svært ved at holde om pibehovedet på grund af varme, bør man sætte tempoet lidt ned.
Hold piben tør
Hvis piben begynder at syde eller ligefrem snorke, så kør en piberenser ind via spidsen og til bunds i piben. (NB: Fjern altid eventuelle indbyggede filteranordninger, før man tager en ny pibe i brug.) Man må derimod ikke begynde at tage spidsen af piben, så længe den er varm, idet man risikerer at knække tappen!
Ryg stoppet i ét stræk og til bunds
..dvs. til og med den sidste smule tobak i bunden af piben. Hvis man af en eller anden grund er nødt til at afbryde sin piberygning, kan den slukkede/kolde pibe godt tændes igen, men denne del af rygningen bliver aldring en nydelse på højde med den første del. Det er dog klart bedre for piben at ryge den til bunds ad flere gange frem for at kradse den uforbrændte tobak ud. En pibe, der aldrig eller sjældent ryges til bunds, bliver uvægerligt sur – og det kan ingen ”mirakelkur” rette op på.
Tøm piben
..med det samme, når den er røget til bunds. Asken bankes ud ved et let slag mod en kno (aldrig mod hårde genstande) eller tages ud med pibekradseren. Kør en piberenser ind via mundstykket og til bunds i piben – og tag den ud igen. Nogle piberygere lader en piberenser sidde i piben, indtil den skal bruges igen, men det er en dårlig idé. Piben skal kunne ånde, mens den hviler.
Lad piben hvile
Der bør ideelt set kun ryges én eller højst et par gange dagligt på den samme pibe – og efter dagligt brug gennem tre-fire uger har piben desuden godt af at holde pause i en uges tid. Så det er indlysende, at enhver rigtig piberyger har brug for flere end én pibe. Som minimum vel en fire-fem stykker, afhængigt af hvor ofte man ryger, og om man ryger mere specielle tobakker, der bør forbeholdes særlige piber.
Pibekuren
Ud over respekt og omtanke i den daglige brug bør man fra tid til anden give sin pibe en ”kur”, der især består i at reducere/fjerne den kulbelægning, der opstår på brændkammerets vægge. Hver gang man ryger, danner der sig et tyndt lag kul, og efter 12-18 stop på den samme pibe bør kullet fjernes med en god pibeskraber. De fås i modeller, der passer til én bestemt størrelse pibe – hvilket altså kræver, at man har en pibeskaber for hver størrelse pibe i samlingen (illustration til venstre). Eller man kan anskaffe sig en universalskraber, hvis bredde indstilles ved at dreje på skraberens håndtag, og som dermed passer til alle størrelser piber (illustrationen herunder).
Det er en smagssag, om man ønsker at fjerne næsten hele kullaget, så pibens træ kan anes gennem den resterende belægning, eller om man vil efterlade en belægning af fx en kvart eller halv millimeters tykkelse. Et er imidlertid sikkert: Hvis man undlader at fjerne kulbelægningen, ser det ikke bare ud ad H… til, men piben går i stykker på et tidspunkt, fordi kullet og træet udvider sig forskelligt under varmepåvirkningen.
Både ved brug af tændstikker og (især) gaslighter til tændig af piben, kan der dannes et fedtet lag på overkanten. Både denne belægning og eventuelle forkullede mærker af ild, hvis de ikke er for dybe, kan fjernes ved at skrabe forsigtigt med en kniv (i en meget spids vinkel mod træet for at undgå at skære i piben) og evt. pudse efter med en lille stykke meget finkornet sandpapir/smergellærred.
Pibekuren bør også omfatte en ekstra rensning af røgkanalen. Den daglige tørre piberenser gennem røgkanalen efter hvert stop kan suppleres ved at dyppe en piberenser i en neutral spiritus (vodka er udmærket) føre den i røgkanalen, dreje den lidt rund og tage den ud igen. Processen gentages nogle gange, hver gang med en ren piberenser indtil piberenseren er helt fri for brun belægning.
En pibekur, der består i at fylde pibens brændkammer op med jodfri salt, hælde spiritus i og lade det stå et døgns tid, inden man kradser det hele ud igen, er beskrevet flere steder. Den skader bestemt ikke, men er noget mere omstændelig end den ovenfor beskrevne, og heller ikke denne metode kan gøre en ødelagt pibe god igen.
Pibespidsen
Man oplever med enhver pibe, at spidsen falmer med tiden og den blanke sorte overflade bliver grå og kedelig. Den udvikling kan man gøre noget for at forsinke ved at undgå at anbringe piben i direkte sollys og altid aftørre den efter brug. Er spidsen blevet mat, kan man anvende enten et specielt poleremiddel til pibespidser (illustrationen til højre) eller et andet mildt slibemiddel som fx bagepulver eller tandpasta – men pas på det ikke kommer på pibens træ, som dermed bliver slebet og mat. Efter længere tids brug skal der dog ofte mere effektive midler til. Et slibemiddel til bil-polering er én mulighed. Anbringelse natten over i Klorin er en anden, der imidlertid kræver efterfølgende hårdt arbejde med polering. Sidste mulighed er en motoriseret sliberondel med blød polérskive – dvs. man må anskaffe sig en sådan eller aflægge besøg hos en pibemager (eller en tobakshandlere med kontakt til en sådan), der klarer sagen i en håndevending for et mindre beløb.
Samme vej: Til en pibemager (evt. via en tobakshandler) må man gå, hvis spidsen efter lang tids brug er bidt i stykker og skal erstattes af en ny – eller hvis man har været så uheldig at knække tappen, hvilket før eller siden sker for enhver. Men pas på! Prisen for denne simple reparation kan variere fra pt. 160 kr. hos de fleste pibeforretninger helt op til 400 kr. (!) så sørg for at spørge til prisen, inden piben afleveres til reparation!
Voksning
Som afslutning på pibekuren er det en god idé at sætte prikken over i’et med en voksning af pibehovedet med pibevoks (købes hos velassorterede tobakshandlere). Læg en finger på voksens overflade og lad varmen opløse den lidt. Fordel derefter voksen på pibehovedet med fingeren og polér efter med en blød klud. Eller brug et færdigt poleremiddel til formålet (illustrationen til højre).
Herefter er piben som ny – eller rettere sagt: Den er bedre end en ny. Enhver god pibe udvikler sin karakter gennem hele sin levetid (som meget vel kan være lig med rygerens) afhængigt både af den der ryger på den, og af den tobak der ryges i den.