Curley Cut/Navy Cut

Curley Cut er en relativt sjældent forekommende skæringstype med cirka samme egenskaber som flakes – bortset fra at tobaksbladene ikke er  presset i blokke, men spundet lagvis af forskellige tobakstyper – til et tov, som efter fermentering er skåret i skiver, lige til at putte i piben. Også her udgør de enkelte skiver i sig selv en lille tobaksblanding og er derfor i lighed med flakes beregnet til at ryges som de er.

En lidt simplere variant – der dog ligner curley cut så meget, at de her omtales under ét – er navy cut eller cut rolls, hvor de enkelte tobakker, som indgår i blandingen, er presset i tynde plader, som derefter er rullet til en fast stang, der efterfermenterer og skæres i skiver.

Dunhill De Luxe Navy Rolls
En klassisk cut roll. Tobakken består af blanding af Virginiatobak fra Virginia og North Carolina samt Perique fra Louisiana. Stængerne lagres i flere uger, før de skæres i runde skiver og pakkes i dåsen. En rigtig god tobak, hvor indslaget af Perique især mærkes som et spændende supplement til Virginiatobakkens tyngde og naturlige sødme.
Denne tobak produceres i dag af Scandinavian Tobacco Group og identisk med den danske klassiker Escudo, der ikke længere fås på det danske marked. My Own Blends Big Coin er en meget vellignende efterligning, der dog kun fås hos enkelte tobakshandlere.

New Ripples
Som navnet antyder er det en lidt anden tobak end den ”gamle” Ripples. Den er efter denne forfatters mening lidt rundere, knapt så spids som i gamle dage. Tobakken er en blanding af rene Virginiatobakker, om end af vidt forskellig herkomst og modningsgrad, der er spundet til et tyndt tov og omviklet med dæksblad – dvs. en klassisk curley cut. Den spundne tobak lagres, til den har sat sig, og skæres derefter i tynde og ret små skiver.

Player’s de Luxe (hvid)
En blanding af rene Virginiatobakker af forskellig herkomst, der for de flestes vedkommende er af ret høj modningsgrad og smagsstyrke. En cut roll tobak, der rulles og presses i stænger, der efter yderligere lagring skæres i mellemstore skiver. Resultatet er en drøj og udmærket tobak uden de helt store smagsmæssige udsving.

Three Nuns
En ægte curley cut/spun cut – i øvrigt den eneste, der fremstilles i Danmark – bestående af håndstrippede blade af mørk Virginiatobak, tilsat Kentuckytobak, der er spundet med dæksblade til et fast reb. Efter lagring skæres tobakken i runde skiver, som hver især udgør sin egen lille tobaksblanding. En drøj og mættende tobak, hvor Virginiatobakken dominerer smagen – med det lille ekstra krydderi fra Kentuckytobakken.
Som det engelske firma Bell’s andre tobakker (gul og blå Capstan) er Three Nuns i en årrække blevet fremstillet på licens af Scandinavian Tobacco Group. Nu er produktionen imidlertid overgået til Mac Baren.

 

Skårne virginia
Flakes
Mixtures
Øvrige
In memoriam
My Own Blend