Som nævnt i gennemgangen af pibens historie og udvikling er der gennem tiderne produceret piber i mange forskellige materialer – hvoraf et af de historiske materialer fortsat anvendes:
Merskum
Merskum er et mineral – sepiolit, en relativt blød stenart – der har været anvendt til fremstilling af pibehoveder siden sidst i 1700-årene. Den bedste kvalitet af hvid merskum findes i Eskishehir i det centrale Tyrkiet. Merskumspibens rygeegenskaber er aldeles udmærkede og kan nærmest sammenlignes med bruyerepibens. Hertil kommer, at merskumspiben gennemgår en interessant udvikling. Fra starten er den hvid, men efter længere tids rygning antager den efterhånden farve, dels af tobakken og varmen fra forbrændingen, dels af fedtstof og varme fra hånden. Piben bliver gulbrun, efterhånden mere mørkebrun og til sidst mørkt mahognifarvet. En merskumspibe i topkvalitet er dyr og kendes på sin overflade, der skal være transparent og med et svagt rosa eller cremefarvet skær.
Der produceres og sælges fortsat merskumspiber.De fremstilles i de klassiske modeller, som kendes fra bruyerepiberne, dog ofte en smule tykkere i godset og som regel med pibespidser af ”rav” – i virkeligheden en blanding af rav og bakelit, der pulveriseres, opvarmes og støbes. De er aldeles udmærkede at ryge på – i hvert fald når de er blevet tilrøget – men er lidt mere besværlige at have med at gøre og går fx lettere i stykker end bruyerepiben. Så det er nok mest for sjov, når man anskaffer sig en merskumspibe.
Der produceres også fortsat merskumspiber i mere eller mindre dekorerede eller skulpturelle modeller, i særdeleshed i Tyrkiet, hvor den bedste merskum som nævnt kommer fra, og hvor rigtig mange dygtige kunsthåndværkere skaber nogle fantastiske piber – som ikke bør forveksles med de turistsouvenirs, der kan erhverves på ethvert tyrkisk marked. De rigtige skulpturelle piber er meget smukke – og tilsvarende dyre.
En særlig type merskumspiber er piber fremstillet af presset merskum. Det er affaldet fra den øvrige produktion, der males til pulver og derefter presses i blokke, og de er ikke værd at ofre tid eller penge på. Det samme gælder afrikansk merskum, oftest fra Tanzania, der er farvet i uregelmæssige mørke toner.
Vedligeholdelse og pasning
Hvis man ønsker at udvikle den smukke, ensartede brunlige farvning af merskumspiben, må man ikke berøre pibehovedet under rygning. Hold udelukkende om spidsen (det kan være lidt svært) eller få fx syet en lille vaskeskindspose til beskyttelse af pibehovedet – indtil det er gennemfarvet, hvorefter man godt kan holde på det som normalt.
De almene regler for rygning og vedligeholdelse, der gælder for bruyerepiben, gælder også for merskumspiben. Her er dog ikke helt så ofte behov for udskrabning af belægningen i pibehovedet, idet merskum i modsætning til træ ikke forkuller under varmepåvirkningen. Men også i merskumspiben dannes en belægning af tjære og aske fra tobakken, som fra tid til anden bør fjernes – meget forsigtigt – med en pibeskraber.
Calabash
.. er et sydafrikansk græskar med den særlige egenskab, at frugtens skræl er meget tyk og ved tørring bliver meget hård. Frugten dyrkes specielt til fremstilling af piber – i tidligere tider desuden til fremstilling af drikkekar og -dunke. Under væksten placeres en sten under græskarrets tynde del – halsen – så det kommer til at danne en blød kurve, der senere bliver til pibens krumme hals. Den modne frugt skæres, tørres og forsynes i den brede del med en krave af kork, hvori der anbringes et hoved af merskum, og i den tynde del (halsen) med en krum pibespids.
Calabashpiben er udødeliggjort gennem en del Sherlock Holmes-film og -illustrationer i en sådan grad, at den ofte benævnes ”Sherlock Holmes-piben” selv om der ikke er noget belæg i Conan Doyles bøger for, at detektiven har brugt calabashpiben, der endnu var næsten ukendt i Victoriatidens England. Men den er ikke blot en sjov ting. Det er en ret fantastisk pibe at ryge på. På grund af hulrummet mellem hoved og pibespids køles røgen en smule, og piben er altid tør. Men det er en håndholdt pibe til lænestolen alene på grund af dens størrelse (og merskumshovedets tendens til at dratte af ved pludselige bevægelser).
En calabashpibes kvalitet afhænger både af udseendet – især den perfekte krumning – og af forarbejdningen, kvaliteten af merskumshovedet osv. En god calabashpibe er derfor en temmelig dyr sag.
Vedligeholdelse og pasning
Der gælder samme regler for calabashpiben som for andre merskumspiber: Hvis man ønsker at udvikle den smukke farve på hovedet må det ikke berøres under rygning, men her er det ret let at undgå på grund af pibens konstruktion.
Hvis selve calabash-delen af piben bliver sur eller trænger til rengøring, kan man hælde en sjat neutral spiritus (vodka fx) i bunden, rotere den forsigtigt i nogle minutter og hælde væsken ud igen gennem taphullet – og derefter udlufte/tørre calabashen et døgns tid.
Porcelæn
Pibehoveder af porcelæn var populære på finere langpiber op gennem 1800-tallet og ind i den første fjerdedel af 1900-tallet. Porcelæn er vandtæt og absorberer derfor ikke den overskydende fugt fra piberygningen – som kun har ét sted at søge hen: Ud gennem pibespidsen og ind i munden! Det problem løste man for langpibernes vedkommende ved at udstyre den hule træbund med en svamp, som kunne opsuge fugten.
Der findes også porcelænspiber i moderne, korte udgaver. Den Kongelige Porcelænsfabrik forsøgte sig med en serie musselmalede porcelænspiber fra 1970-erne, men de blev aldrig nogen rigtig succes som andet end samlerobjekter. Det kan godt lade sig gøre at ryge tobak i en porcelænspibe uden at få pibesovs i munden, men det kræver en meget velovervejet rygning i et tempo, der tillader fugten at fordampe i den takt den opstår.
Vedligeholdelse og pasning
Porcelænspiben ændrer sig ikke trods lang tids rygning på den. Den belægning af tjære og aske fra tobakken, som dannes i piben, kan fjernes med vand og sæbe (!) og man bør under ingen omstændigheder bruge en pibeskraber.
Andre pibetyper
Majspiben fremmaner straks billedet af en typisk amerikansk farmer (eller Skipper Skræk), og ”Missouri Meerschaum”, som den kaldes – formentlig på grund af en sproglig misforståelse – er da også en typisk amerikansk foreteelse: En stump tørret og udhulet majskolbe, forsynet med en hals af træ og et billigt plastikmundstykke. Den brænder hurtigt igennem og har en slem tendens til at blive sur, fordi konstruktionen gør det umuligt at ryge den til bunds – men pyt, den koster kun nogle få kroner. Dens tilhængere, der især findes i USA, køber et dusin ad gangen og smider væk, efterhånden som de bliver umulige at ryge på. Majspiber sælges også i Danmark, men en stor del af dem bruges formodentlig til at blæse sæbebobler.
Vandpiben eller hookah’en, der især er udbredt i Tyrkiet, køler røgen ved at filtrere den gennem vand. Piberne findes i mange størrelser og udgaver, bl.a. med flere mundstykker så flere personer kan ryge på samme pibe. Tobakken, der ryges i disse piber, er blandet med aromatiske urter eller tilsat frugt- eller anden flavouring. Den temmelig fugtige tobak kan som regel ikke brænde på almindelig måde, men dækkes af små stykker brændende trækul. Selve rygeoplevelsen er sød som slik.
Indianske (nordamerikanske) piber er traditionelt fremstillet af forhåndenværende materialer, fx ”pibestone”, der bl.a. findes i South Dakota. Det er en bjergart som merskum – dog rødbrun, tungere og med en noget tættere struktur, men mulig at skære og bore i.
Orientalske opiumspiber ses både som små vandpiber og som ”almindelige” piber med hoved og ret lang hals, alle med et meget lille brændkammer/hoved, ofte fremstillet af messing. Ligesom disse har diverse typer af hashpiber, chillums, bong’er og lignende ikke noget at gøre med egentlig tobaksnydelse. Så ikke mere om dem..