Øvrige

Øvrige tobakker betyder i denne sammenhæng de tobakker, der ikke umiddelbart kan rubriceres under de øvrige kategorier. Det kan være blandinger med så højt indhold af kraftigt smagsgivende tobakker som orientalske, Cavendish, Perique eller Latakia (eller disse tobakker i ren form), at det ikke rigtigt giver mening at tale om en mixture. Eller det kan handle om tobakker tilsat større mængder kunstig flavour – idet dog kun få tobakker af denne type er omtalt her på siden. Som hovedregel omtales kun tobakker, der består af tobak, fordi der findes så mange muligheder for at tilføje smag og krydring via forskellige tobakssorter, efterbehandling, fermentering, ristning osv. at kunstige smagsstoffer er aldeles overflødige.

Rattray’s Black Virginia
En Cavendish sammensat af rene, fermenterede og ristede Virginiatobakker, uden kunstig flavour af nogen art, der giver både en dybde og en naturlig sødhed i smagen foruden et pikant krydderi, der ikke findes i ret mange andre tobakker. Den er sort som kul, men i øvrigt mild og med en meget behagelig duft.

Rattray’s Dark Fragrant
Kulsort Cavendish i kombination med mild Virginia, der begge har gennemgået en kraftig bage- og risteproces, hvilket tilsammen resulterer i en overraskende mild, men også mættende tobak. Men bemærk, at den skal ryges ganske langsomt og eftertænksomt, hvis man ikke vil nå alt for hurtigt ned til bunden.

Dunhill’s Royal Yacht
En meget mørk og ret fint skåret Virginiatobak tilsat en ret speciel og pikant flavour, der medfører en tilsvarende ”mørk”, dvs ret tung og fyldig smag, der forbliver i smagsløgene i lang tid og gør denne tobak til en både drøj og mættende oplevelse. I det hele taget en ganske usædvanlig tobak, som man typisk enten hader eller elsker.

McConnell’s Maduro
Grundlæggende handler det om mørke Virginiatobakker og Perique, der er tilsat en top dressing af rom. Generelt ikke en form for krydring, som denne skribent er tilhænger af – men af grunde, som vanskeligt lader sig forklare, er resultatet en ganske spændende tobak med stor smagsmæssig fylde. Her har spiritussen tydeligvis ramt plet i forhold til tobaksindholdet. Men det er en tobak, der hurtigt bliver “for meget”, så den bør forbeholdes særlige lejligheder.

McConnell’s Pure Latakia
Som navnet siger: 100 pct. Latakia. I dette tilfælde af den helt ægte slags fra Syrien. Det er en tobak, som de fleste piberygere vil afstå fra at ryge i sin rene form – selvom det faktisk praktiseres af nogle få hard-core tilhængere – men den er uforlignelig til at peppe andre tobakker lidt op.

Peterson’s Irish Oak
Her er virkelig tale om en meget speciel tobak, hvor blandingen af Virginia, Burley, Perique og mørk Cavendish lagres i årevis i brugte sherryfade. Denne metode resulterer i en udsøgt og vel afrundet smag, hvor sherryindslaget er meget diskret, mens den vanilleagtige aroma fra selve egefadene (jf. tobakkens navn) til gengæld er ret distinkt.

Mac Baren’s HH Acadian Perique
Kunne være rubriceret som en mixture med sit indhold af Virginia, Burley, Cavendish, Kentucky og orientalske tobakker – foruden naturligvis en pæn andel Perique. Mængden af sidstnævnte (og fraværet af Latakia) betyder imidlertid, at denne tobak er noget helt specielt. Selv om blandingen er usædvanligt kompleks, smelter de enkelte smagsnuancer sammen til en egentlig ikke særlig stærk, men rund, drøj og mættende tobak.
I øvrigt et mærkeligt navn, idet Perique ikke dyrkes i Acadia-området i Louisiana, men derimod i hjertet af det creolske område ved Mississippifloden.

Erinmore
En stærkt flavoured tobak med en meget særpræget smag og duft, der ikke rigtigt ligner noget andet – men faktisk meget interessant. Af Paul C. Olrik beskrevet som “duften af en skovbund på en regnfuld forårsdag”.. Udpræget en udendørs tobak! Også en tobak, der bør forbeholdes bestemte piber, fordi enhver pibe tager smag af denne tobak – og den holder i evigheder.

My Own Blend: Den Kgl. Livgarde
En rundhåndet mængde sort Cavendish giver både blidhed, dybde og en naturlig sødme i denne tobak. Desuden indgår en smule rød Burleytobak, som giver lidt krop og styrke, og det hele er rundet af med en lidt større andel lyse Virginiatobakker. Så selvom slutresultatet er en meget mild tobak uden de store smagsmæssige udsving, virker den både fyldig og mættende.

My Own Blend: Limited Edition 2014
Også her er blandings grundlag en sort Cavendish, der er peppet op med lidt rød Burley og afrundet med en del lys Virginiatobak. I dette tilfælde er der desuden tilsat lidt lagret Samsun-tobak (orienttobak fra Tyrkiet). Sidstnævnte tilfører blandingen det ekstra, let krydret islæt, som gør denne tobak til noget ganske særligt og giver en ret spændende og meget behagelig rygeoplevelse.

Skårne virginia
Flakes
Curly Cut/Navy Cut
Mixures
In memoriam
My Own Blend