Mærkevarenavnet Chacom er en kombination af familienavnene Chapuis og Comoy. Fabrikken blev grundlagt i Avignon, Frankrig i 1825, hvor familien Comoy begyndte at producere piber. I 1870 sluttede Henry Comoy sig sammen med sine nevøer, Louis og Charles Chapuis og startede produktionen i Saint Claude – men immigrerede i øvrigt selv efter nogle år til London og grundlagde Englands første fabrik for bruyerepiber. Fra 1879 og fremefter brugte han navnet Comoy som mærkenavn for sine piber, men fik i øvrigt leveret bruyere og andre råmaterialer fra fabrikken i Saint Claude.
I 1922 gik fabrikkerne i London og Saint Claude i kompagniskab og blev til Chapuis Comoy & Cie. To år senere døde Henry Comoy og hans to sønner Paul og Adrien blev direktører, assisteret af deres fætre Louis og Charles Chapuis. Fabrikken i London var nu i stand til selv at fabrikere piber uden bistand fra Saint Claude og fabrikken i Saint Claude blev i 1928 til Chacom. Dette mærke blev indtil 1939 i øvrigt kun markedsført i Frankrig, Belgien og Schweitz for ikke at konkurrere med Comoy-piberne, der var stort set identiske.
Comoys of London blev i 1929 en del af Cadogan Company, mens Yves Grenard, efterkommer af den oprindelige familie Comoy, overtog ledelsen af Saint-Claude fabrikken og ejerskabet af mærkenavnet Chacom. Da produktionen faldt i slutningen af forrige århundrede sluttede Chacom, Jeantet, Lacroix, Ropp og Vuillard (hvoraf kun Chacom, Jeantet og Lacroix-navnene fortsat eksisterer) sig sammen til Cutty Fort Enterprise. Siden da blev fabrikken ledet af Dominique Jeantet, ottende generations pibemager, og Yves Grenard, femte generations, hvis søn Antoine Grenard har været direktør siden 2005.
Fabrikken beskæftiger nu godt en snes medarbejdere, der producerer omkring 50.000 piber årligt. Omkring halvdelen af produktionen er piber af mærket Chacom. Der produceres adskillige andre mærker – ud over Lacroix også Davidoff og Rattrays piber. Standard i Chacoms modeludvalg er 300 forskellige pibemodeller, der produceres i 80 forskellige serier. Der ud over producerer Chacom også mere specielle modeller designet af Antoine Grenard og Pierre Morel.
Læs også Piberyger.dk’s reportage fra Chacoms nye fabrik i Saint Claude.