Tobaksdyrkningen i Semoisdalen havde sin storhedstid i begyndelse af 1900-tallet, hvorfra denne plakat stammer.

Vi er i den skovklædte belgiske Ardenner-bjergkæde i landets sydøstligste del på grænsen til Frankrig. I regionen Corbion, nærmere bestemt landsbyen Bouillon i den regnfulde og som regel tåge-indsvøbte Semois-dal. Længere ud på landet i Belgien end her i “Tågernes Dal” er det simpelt hen ikke muligt at komme (for så bli’r det Frankrig..) Og lige her møder man ”Semois Tobacco Museum” hvor man både kan købe den lokale tobak – dyrket lige her i dalen – og lære om den traditionelle tobaksdyrkning, der har gjort tobakken fra Semois-dalen berømt.. om ikke verden over, så i hvert fald i Belgien og omegn.

Det er ildsjælen Vincent Manil, en ud af tre tilbageværende tobaksproducenter i Semois, der sammen med hustruen Gaetane Manil har etableret museet og fortsat producerer tobakken til glæde for belgieres og andres (herunder denne artikels forfatters) udelte tilfredshed. Tobakken er nemlig noget ganske specielt. Mere herom sidst i artiklen.

Tobaksdyrkningen i Semois-dalen er en meget gammel tradition, sandsynligvis med rødder tilbage fra 1500-tallet, hvor området var en del af Frankrig. Lokale bønder forsøgte sig med tobaksplanterne, der modsat grønsager og foderplanter ikke var omfattet af de afgifter (tiende) der var pålagt af lokale herremænd. Det varede helt indtil 1748 hvor godsejerne opdagede fidusen og også beskattede tobaksdyrkningen, som derefter næsten helt døde ud.

Men den franske revolution i 1789 udslettede adelen og dermed godsejerne. I 1830 blev regionen en del af Belgien, og i 1850 genintroducerede Joseph Pierret, en lærer fra den nærliggende by Mouzaive, tobaksdyrkningen i Semoisdalen. Hans indledende forsøg oversteg de mest optimistiske forventninger: Tobakken havde et usædvanligt højt udbytte og var af høj kvalitet. I 1880 var der tilplantet beskedne 81 hektar, men derefter gik det stærkt: 280 hektar (7 millioner tobaksplanter) i 1905 og i 1920 400 hektar (10 millioner tobaksplanter).

En gave til en
fattig egn

Corbionregionen har altid været fattig på grund af sin afsides beliggenhed og den problematiske, tunge og svært dyrkelige jord. Men netop den tunge jord i kombination med den stabile temperatur i dalbunden og luftfugtigheden som følge af en tilbagevendende tåge gør faktisk området optimalt for tobaksdyrkning.

Men tobaksdyrkningen er arbejdskrævende. De bittesmå tobaksfrø (der går omkring 8.000 til 1 gram) blandes med fugtig pottemuld og forspirer fra midten af marts, inden de udplantes i mistbænke. Midt i maj udplantes de ca. 10 cm høje småplanter i den gødede, pløjede og harvede mark: 26-27.000 planter pr. hektar med 60-62 cm afstand. Hvorefter arbejdet mest består i af holde tobaksmarken fri for ukrudt.

Efter ca. 100 dage på marken er tobakken høstmoden og skæres med en machete for at tørre en kort tid på marken, inden planterne samles og transporteres via vogn eller trillebør til tørreladerne (foto). Her lufttørrer tobakken fra september til november.

I november og december strippes tobaksplanterne (dvs. midterribbene fjernes) og tobaksbladene, ca. 15 kg ad gangen, komprimeres i trærammer, der holdes tørre indtil levering til producenterne det følgende forår.

Et udbytterigt
bi-erhverv

Tobaksplantagerne i Semois-dalen ganske tæt på den franske grænse gav i øvrigt fra et tidligt tidspunkt ideer til mange lokale, der var ivrige efter at opnå en hurtig fortjeneste. På den anden side af grænsen, i Frankrig, var der nemlig ikke en eneste tobaksplante. Tobaksdyrkningen var et  statsmonopol  i Frankrig, forbudt for private og naturligvis pålagt høje afgifter.

Så der foregik en livlig trafik over grænsen, i nattens mulm og mørke og ad mere eller mindre hemmelige stier gennem skove og bjergslugter, hvor kun de lokale kunne finde vej. Ud over tobak leverede belgierne desuden chokolade, kaffe og andet, der var billigere i Belgien. Til gengæld modtog de ikke nødvendigvis penge. Franskmændene leverede vin, alkohol, parfume, mel … Det var ofte byttehandel.

Efter den almindelige udjævnling af afgifter og samhandel er smuglererhvervet naturligvis forlængst ophørt.

Ikke hvad
det var engang

Tobaksdyrkningen i Semoisdalen fortsætter ganske vist. Men siden storhedstiden i begyndelsen af 1900-tallet er det gået voldsomt tilbage. Det er der flere grunde til. Tobak er en monokultur, dvs. man dyrker samme afgrøde år efter år, hvilket giver gode betingelser for en række svampesygdomme, som dalen har været hårdt ramt af.

Rentabiliteten af den arbejdskrævende tobaksdyrkning er desuden blevet stadig ringere i takt med lønstigningerne. Markedet er blevet oversvømmet især af amerikansk Virginiatobak, der er mere ”forbrugervenlig”: Blødere, lettere, som regel aromatiseret – og ikke mindst billigere. Og endelig er tobaksforbruget som enhver ved skiftet fra den pibetobak, som Semoistobakken især er egnet til, og til cigaretter.

I dag er der derfor kun tre tobaksproducenter tilbage i Semoisdalen. Den ene er Tabac Martin, Rue de France 1 i byen Vresse sur Semois , der hovedsageligt fremstiller cigarer og cigarillos (foto herover til højre). Desuden Jean-Paul Couvert (foto til venstre), der ved siden af sin tobaksvirksomhed også er maler og billedhugger – og en ret interessant kunstner, hvilket enhver kan forvisse sig om ved besøg i hans kombinerede atelier og tobaksforretning, Route de Bouillon 49 i Corbion sur Semois. Samt Vincent Manil, ligeledes i Corbion.

En helt særlig
slags tobak

Vincent Manil dyrker, producerer og sælger tobak, hovedsageligt pibetobak og er så stolt af det – og af områdets tradition for tobaksdyrkning – at han sammen med hustruen Gaetane Manil har indrettet sit eget tobaksmuseum på sin ejendom i Rue du Tambour 10 i Corbion. Et museum, der byder på både udstillinger og arbejdende værksteder. Her fremstilles tobakken nemlig efter mere end hundredårige traditioner, dvs. hovedsageligt ved håndkraft.

Det kommer der tobak ud af. Både pibetobak i forskellige skæringer og ”bouchons”, der nærmest kan beskrives som en cigar, der er beregnet til at ryges i en pibe! Ganske underligt og ikke særlig udbredt ud over lokalområdet, der dog også omfatter en god del af det nordlige Frankrig. (Foto herunder til venstre)

Vincent Manil dyrker de traditionelle tobakssorter i Semoisdalen, lokalt udviklede men med et tæt slægtskab til Burleytobakken. Det tørre og let spidse Burleypræg fornægter sig ikke, men er her afrundet – ikke gennem den opvarmning, der normalt bruges for at ”mildne” Burleyen, men alene gennem blanding af forskellige sorter og efterfølgende lagring. Og tobakken indeholder absolut intet andet end tobak. Ikke den mindste form for casing og selvfølgelig slet ikke flavouring.

Tobakken sælges i ikke-lufttætte pakker – 200 og 500 grams – bestående af stanniol og papir og er derfor en smule tør i konsistensen, hvilket imidlertid passer godt til den Burleyprægede tobak, der godt kan lide en ret høj forbrændingstemperatur. Det betyder til gengæld at den ikke er specielt drøj. Men den smager godt, er både fyldig og mættende og i det hele taget en interessant oplevelse. ”Bouchon”erne skal jeg derimod ikke kunne udtale mig om, idet jeg ikke lige medbragte en pibe med tilstrækkeligt stort hoved..

Semois-dalen og dens traditioner for både tobaksdyrkning og smuglererhvervet er naturligvis for interessant til at skulle forbeholdes de få lokale. Både de regionale myndigheder og turistindustrien har fået øje på potentialet, og i 2018 etableres “Route du Tabac”, der i lighed med de mange vinruter, som eksisterer rund omkring, fører turisterne til de mest spektakulære steder i Semois-dalen.