Firmaet Parker blev grundlagt af Alfred Dunhill i 1922 med henblik på at færdiggøre og markedsføre de produkter, der blev sorteret fra undervejs i Dunhills egen produktion, fordi de ikke helt levede op til Dunhills tårnhøje kvalitetskrav. Forinden havde Dunhill selv solgt sine ”2. sorteringer”, som regel mærket med et stort X over det sædvanlige Dunhill-stempel.
Karakteren og omfanget af det tidlige bekendtskab er uklart, men Parker var på en måde forudbestemt til at fusionere med Hardcastle, allerede da Dunhill i 1935 åbnede en ny pibefabrik dør-om-dør med Hardcastle og købte 49 procent af dette firmas aktier i 1936. I 1946 erhvervedes resten af aktierne, men det var først i 1967 at Parker-Hardcastle Limited blev oprettet.
Parker og Dunhill var således tæt forbundet, i hvert fald til og med 1950-erne. Det var dog andet og mere end nogle små skønhedsfejl, der adskilte de to mærker. De fleste frasorteringer i Dunhill-produktionen skete allerede, når pibehovedet var drejet – inden boring, skæring, fræsning, slibning og finish – så det var meget få Parker-piber, der gennemgik den samme omhyggelige behandling og omsorg som de piber, der skulle blive til Dunhill. Kun de, sandsynligvis meget få, der på en eller anden måde nåede hele vejen til den afsluttende proces, før de blev udnævnt til 2. sortering, har de typiske Dunhill-egenskaber.
Efter anden verdenskrig og specielt efter midten af 1950-erne blev forskellen mellem Parker og Dunhill mere tydelig. Efter sammenslutningen med pibefabrikken Hardcastle i 1967 må Parker betragtes som et selvstændigt mærke, hvor Parker-Hardcastle selv står for hele produktionen fra indkøb af (størstedelen af) bruyeren til den færdige pibe.
Parker var en populær pibe på det amerikanske marked gennem 1930-erne og op til 1950-erne, hvorefter det gradvist forsvandt – selvom det vedblev med at være populært i England. Mærket blev genintroduceret i USA i 1991 og sælges også fortsat i Europa.
I 1977 etableredes Dunhill Pipes Limited som nyt aktieselskab. Og i marts 1982 flyttede hele produktionen af Dunhill piber fra Cumberland Road i London til Parker-Hardcastle fabrikken i Walthamstow.