Her står de, tønderne med verdens mest sjældne og (for mange af os) mest uundværlige tobak: Perique. I brugte whiskeytønder under 5 tons tryk i et år eller længere – her i familien Leblancs traditionelle tørrelade, hvor tobaksplanterne hænger i to uger, inden de strippes, knyttes i bundter og lægges i de bourbonduftende tønder. En stærkt arbejdskrævende proces, der traditionelt involverer hele familien.

Perique er i særklassse verdens mest sjældne tobak. Den kan kun dyrkes ét sted i verden: På et få hundrede hektar stort område langs den østlige bred af Mississippifloden i Louisiana, USA. Det beskedne trekantede stykke land ligger i Saint James Parish mellem byerne Paulina og Belmont og en lille samling huse ved navn Grand Point Ridge, midtvejs mellem New Orleans og Baton Rouge. Her har piberyger.dk været på besøg, kigget på hele det traditionelle produktionsapparat, haft næsen helt nede i tønderne, talt med nogle af avlerne og fået et pund ren, rå Periquetobak med hjem.

Den er så stærk, at den ikke kan ryges ren. Men i blanding op til 15 eller højst 20 procent med Kentucky eller især Virginiatobak giver den en dybde, fylde og rund syrlig/sød krydring som intet andet – samtidig med at den syreholdige Perique modvirker den basiske Virginiatobaks tendens til at bide lidt på tungen. Det er kort sagt en aldeles uundværlig ingrediens i rigtig mange tobaksblandinger – som vi piberygere i øvrigt var tæt på helt at miste omkring århundredeskiftet, hvor produktionen gik næsten i stå på grund af det faldende antal piberygere verden over. Kun en enkelt avler holdt ud, produktionen faldt til kun 5 (!) tønder tobak årligt, og der var intet lys at se for enden af tunellen. Indtil Santa Fe Tobacco introducerede en Periqueblanding i sin serie af American Spirit cigaretter (se foto) der blev en så stor succes, at efterspørgslen steg voldsomt og flere avlere vendte tilbage til deres gamle håndværk.

Håndværk er nøgleordet i Periquedyrkningen. Lige fra såningen i december/januar, hvor de bittesmå tobaksfrø (som egentlig er en type rød Burleytobak) må blandes i aske for at kunne fordeles jævn i de mistbænke (se foto) hvor de starter tilværelsen. Via udplantning af de 10 cm høje småplanter i marts. Gennem den 90 dage lange vækstsæson, hvor farmeren løbende kniber både hjørneskud og alle skud over de første fire bladkranse for at koncentrere saft og dermed nikotin i de tilbageblevne blade. Frem til høsten i den allervarmeste årstid, juni/juli, hvor hver enkelt plante fældes med machete og fortørrer på marken natten over. Hvorefter der hamres et søm i stokken på hver plante, så den kan hænges på udspændte ståltråde i de store, åbne tørrelader. Indtil tobakken efter et par ugers lufttørring tages ned, strippes (dvs. midterribben i de enkelte blade fjernes), knyttes i små bundter af størrelse som en knyttet hånd, lægges i brugte bourbontønder og sættes under mindst 5 tons tryk ved hjælp af store “jack-screws”, der kræver to voksne mænds forenede anstrengelser. Hvorefter arbejdet stadig ikke er slut: To-tre gange i de kommende måneder lettes trykket, tobakken tages ud, luftes en kort tid, pakkes ned og sættes under tryk igen. Først efter 12-14 måneders fermentering under tryk er Periquetobakken færdig og de store tønder klar til at blive afskibet direkte til tobaksfabrikkerne.

Et andet nøgleord er lokaliteten. Da efterspørgslen steg i begyndelsen af forrige århundrede forsøgte driftige folk sig med at dyrke Periquetobak andre steder, men selv på andre lokaliteter ved Mississippifloden, tæt ved og tilsyneladende fuldkommen som det traditionelle dyrkningsområde, lykkedes det ikke. Der kom tobak ud af det, men den kom ikke i nærheden af den bittersøde fyldighed, der kendetegner ægte Perique. Selv mener avlerne, at områdets særlige blanding af silt- og sumpjord (kaldet magniloamuld) er forklaringen, men en holdbar videnskabelig forklaring på fænomenet findes simpelthen ikke.

Den arbejdskrævende proces og den begrænsede udbredelse betyder sammen med den stigende efterspørgsel, at Periquetobakken er endog meget kostbar, og der er gjort flere forsøg på at nedbringe omkostningerne. Hvor det traditionelt typisk var den enkelte farmer – plus hele hans familie og en god del af bekendtskabskredsen – der stod for samtlige enkeltprocesser lige fra såning til salg af den færdige tobak, leverer de fleste i dag de nyhøstede tobaksplanter til det lokale firma L. A. Poché, der varetager hele den videre proces med tørring og fermentering foruden afsætningen af den færdige tobak. En udvikling, der også skyldes nogle indviklede godkendelsesprocedurer for tobaksproducenter i USA. Men en håndfuld mindre avlere fortsætter stadig traditionen – netop fordi det er en tradition, der rækker generationer tilbage i området.

En af dem er familien Leblanc. I deres store tørrelade står en halv snes tønder under pres, hver forsynet med en navneseddel. Og Deborah Leblanc fortæller, at det er lokale småavlere som har deres tobak stående her til fermentering. Mange af naboerne producerer kun 1-3 tønder årligt, enten til videresalg eller til eget og bekendtes brug. Selv har familien Leblanc netop i år ikke dyrket tobak, fordi sukkerrørsproduktionen har taget al tiden, men normalt fremstiller de et par tønder årligt – og kunne i øvrigt ikke drømme om at opgive produktionen af Perique, der er en mindst 100 år gammel familietradition.
(Foto:) Deborah Leblanc er stolt af familiens  tradition for dyrkning af Perique og kan vise billeder af alle led i produktionen.

Traditionen rækker tilbage til Pierre Chenet (med øgenavnet “Perique” – der betyder noget i retning af “en lang pind”), der levede fra 1758 til 1837, var far til 12 børn og en ivrig jæger og fanger. I 1824 etablerede han sin lille forretning i den østlige del af Saint James Parish, hvor han solgte sin pressede/fermenterede tobak som “Le tabac de Perique”. Processen, fortalte han, havde han lært af de indfødte indianere, der brugte hule træstammer til formålet. Selv fandt han på at bruge whiskeytønder, og tobakken blev en så stor succes, at den længe blev anset som det overhovedet vigtigste landbrugsprodukt i staten Louisiana, foran både sukkerrør og bomuld. Sådan er det selvsagt ikke længere. Men tobakken er der heldigvis stadigvæk.

Og den er stærk, tobakken. Hvad enten den ryges eller tygges – hvilket sidstnævnte nok er den mest udbredte måde at nyde den i området hvor den dyrkes. Hverken tygning eller rygning af den rene Perique kan dog anbefales andre, der ikke fra barnsben har indåndet den tobaksmættede luft i tørreladerne og haft duften fra fermenteringsprocessen i næseborene – garanterer denne skribent, der fik en rundhåndet portion Perique med hjem, direkte fra tønden.