Genod

Historien om Genodpiberne går tilbage til 1865, hvor pibepioneren Comoy grundlagde sin virksomhed i hjertet af Saint Claude og snart efter sluttede sig sammen med David. I 1923 blev virksomheden Comoy-David overtaget af Georges Vincent som fortsatte produktionen af Comoy-Davidpiberne. Fra 1939 arbejdede Vincent sammen med sin svigersøn John Craen, der overtog ansvaret for den tekniske udvikling af fabrikken.

I 1970 blev tredje generations pibemageren Jacques ”Jacky” Craen direktør for Société Vincent-Genod og introducerede samme år pibemærket Genod. Og da han overtog hele ejerskabet i 1977 skete der flere ændringer. Craen åbnede en pibeforretning på Place de l’Abbaye i centrum af Saint Claude og indførte guidede besøg i sit pibeværksted.

Pibeforretningen i byens centrum fungerer som et udstillingsvindue for Genodpiberne – men også for besøgene til pibeværkstedet, der er beliggende i en bagbygning et par gader fra forretningen. I det historiske værksted, der nås ad en stejl jerntrappe og hvor tiden synes at være gået i stå, kan man som besøgende lære meget om teknikkerne og de enkelte funktioner i pibefremstillingen. Genods piber er nemlig traditionelt håndværk. En betydelig del af produktionen er håndarbejde fra start til slut, hvor pibemagerens idéer og bruyereklodsens struktur bestemmer det færdige resultat. Og selv i serieproduktionen af de klassiske modeller fremstilles kun én pibe ad gangen. Masseproduktion via serieforbundne kopifræsere forekommer ikke her.

Oprindeligt var huset Comoy-Davids piber baseret på lerpibernes former, hvor hoved hals og spids var fremstillet i ét stykke, men her altså af bruyere. Først omkring 1900 kom der modeller til, der ligner de bruyerepiber vi kender i dag, og da firmaet blev overtaget af Vincent i 1923 forelå der allerede et komplet udvalg af klassiske pibemodeller, ligesom der i årenes løb blev udviklet en kollektion af egne og ret specielle designs. Og det gælder fortsat for Genods piber, at også mange af de klassiske modeller har deres helt egen karakter. Helt generelt er formerne lidt mere udtryksfulde end normalt, og der er en overvægt af ret store piber.

Jacky Craens kreative ledelse har ført en del håndskårne og specielle pibemodeller med sig, hvor bruyeren ofte suppleres med materialer som kohorn og farvet akryl. I nutiden præsenterer Genod et udvalg af de traditionelle pibemodeller sammen med egne designs. Og en vis forkærlighed for krumme faconer er tydelig, dels som følge af Jacky Craens egen forkærlighed for at ryge denne type pibe og dels på grund af hans tekniske forkærlighed for boring af den krumme pibehals.

I 2006 begyndte den unge pibemager Sebastien Beaud at arbejde på Jacky Craens værksted. Som tilfældet havde været for Jacky selv, startede han med pibemærket Viou – men viste sig i øvrigt hurtigt at være en talentfuld kandidat til at efterfølge Jacky Craen, der har trukket sig gradvist tilbage gennem de senere år. Det er således Sebastien Beaud, der fremover står for pibemærket Genod.

Pibemærker