Francois Comoy og hans brødre begyndte at fremstille piber i ler, buksbom og bøg i 1825 i Saint Claude. Broderen Claude og hans søn Louis opdagede, at bruyere havde helt andre og meget bedre kvaliteter, og fra 1848 fremstillede Comoy alene piber af dette materiale.
I 1879 flyttede Francoises søn Henry som 29-årig til London med en lille taske med værktøj og en stor portion erfaring og kundskaber. Han oprettede en lille fabrik i Seven Sisters, i dag kendt som Cambridge Circus, og var dermed blandt de første til at etablere sig i pibebranchen i London.
I begyndelsen fik han hjælp af sine brødre og fik omkring 1891 selskab af sine to nevøer, Louis og Charles Chapuis. I 1895 var fabrikken vokset ud af rammerne i Seven Sisters og en ny fabrik blev opført i Newcastle Place, Clerkenwell. Fra 1905 søgte man nye markeder i USA, og den forøgede omsætning medførte, at endnu en ny fabrik måtte bygges i 1913 i Rosebury Avenue.
I 1922 gik fabrikkerne Comoys i London og Chacom i Saint Claude i kompagniskab og blev til Chapuis Comoy & Cie. Henry Comoy døde som 74-årig i 1924 og overlod firmaet til Louis og Charles Chapuis. I 1929 indgik Comoy i Cadogan Company, der omfattede en række andre pibefabrikanter.
I 1937 åbnede en helt ny, moderne og veludstyret fabrik med flere hundrede medarbejdere i Pentonville Road, og en ny generation trådte ind i firmaets ledelse. Louis Chapuis kom med i 1938 og Pierre Comoy i 1947 efter sin tjeneste i hæren.
Anden verdenskrig var en vanskelig periode for virksomheden, idet hele den engelske industri blev omstillet til krigsproduktion. Som følge heraf dalede produktionen af piber, der blev overladt til et mindre værksted. Efter 1945 kæmpede alle britiske virksomheder for at etablere sig igen og først i 1950, da en helt ny fabrik var bygget i Aldershot, begyndte Comoys produktion at nærme sig efterspørgslen. I begyndelsen af 1980-erne, hvor den dalende efterspørgsel begyndte at gøre sig gældende, blev firmaet imidlertid helt overtaget af Cadogan Company, der fortsat fremstiller piber af mærket Comoy.
Pibemærker