Den Gamle By


Fra slutningen af 1600-årene etablerede tobaksspindere – ofte indvandrere sydfra – sig som selvstændige både i København og i købstæder landet over. Titlen tobaksspinder refererer til, at al tobak grundlæggende blev fremstillet som et spundet tov eller reb, ofte med indlæg af forskellige tobakstyper og dæksblad yderst, som herefter blev enten indsovset som skråtobak eller solgt i “metermål” til piberygere, der herefter kunne skære skiver af tovet – lige til at putte i piben. I 1750 anerkendte Kong Frederik 5. det første Tobakslaug, der fik det fælles laugsskilt: Et udskåret skilt af træ med tre forgyldte tobaksruller. Og i de følgende 100 år var tobaksforretningen en uundværlig del af butikslivet i enhver dansk provinsby – og dermed også i Den Gamle By i Aarhus, hvor netop laugsskiltet pryder facaden på den lille butik.

Butikken i Den Gamle By er tydeligvis udsalgssted for en af de selvstændige tobaksspindere, der indtil industrialiseringen for alvor slog igennem i løbet af 1800-tallet netop var typisk for en provinsby. Butikken rummer ganske vist et (ret sparsomt) udvalg af både cigarer og industrielt fremstillede pibetobakker – men det er lokalerne bag butikken, der er de mest interessante.

Her ligger nemlig tobaksspinderens værksted med et par hundrede år gammelt værktøj og diverse indretninger og maskiner til spinding, sovsning, presning og skæring af tobak. Her står anlægget til tobaksspinding, der i høj grad ligner rebslagerens udstyr. Her er tobakspressen, der ved hjælp af indbygget skruetvinge kan sætte tobaksbladene – der senere som regel bliver til pladetobak – under tonstungt pres. Her er kar til indsovsning af tobaksrullerne og skærebord til fremstilling af skåret pibetobak.


I gården bag butikken og værkstedet står i øvrigt en tobaks-tørrelade fra Fredericiaegnen. Den importerede tobak var dyr i 1700-tallet, så af hensyn til landets økonomi blev det i en periode indtil begyndelsen af 1800-tallet pålagt alle tobaksproducenter selv at dyrke en del af den tobak, man ønskede at forarbejde. Derfor blev der dyrket en del dansk tobak, særligt i det østjyske og fynske område. En praksis, der efter mere end 100 års pause blev kortvarigt genoptaget under 2. verdenskrig.

Den Gamle By
Viborgvej 2
Aarhus

Åbningstider:
Se museets hjemmeside www.dengamleby.dk