Skårne Virginia

Betegnelsen skårne Virginia anvendes her om tobakker, som – ud over at være skårne (dvs. den oprindelige blok af tobak er skåret i flakes og siden løsnet i kortere eller længere stykker – hovedsageligt består af Virginiatobakker. I mange tilfælde er blandingen tilføjet andre tobakstyper, typisk Perique, Kentucky eller Burley – men i så begrænsede mængder, at Virginiatobakken fortsat er dominerende, så her betegnes de alligevel som skårne Virginia. Hvis Virginiaen er tilsat større mængder og/eller mere krydrede tobakker som fx orientalske eller Latakia, skal de findes under mixtures.

Rattray’s Brown Clunee
Mørke- og lysebrune tobaksblade iblandet mørkere blade i en mellemfin skæring, der gør den let at stoppe. Det er en ren Virginiablanding uden tilsætning af mere krydrede tobakker – og alligevel en kraftig, fuldmoden og meget mættende tobak som følge af den langvarige fremstillingsproces, hvori indgår både fermentering og ristning af tobakken.

Rattray’s Hal O’ The Wynd
Denne tobak har sit navn fra grovsmeden i Walter Scott’s roman “The Fair Maid of Perth”, der beskrives som en mand “..af helt usædvanlig styrke”. Og det er virkelig en usædvanligt kraftig tobak, som dog ikke bider på nogen måde, for den er både rund og behagelig – men udpræget ikke en tobak for begyndere. Hovedbestanddelen er mørke, fermenterede Virginiatobakker suppleret med røget Kentucky og en god portion Perique.

Rattray’s Old Gowrie
En lidt rundere tobak end Hal O’ The Wynd, men i øvrigt med mange af denne tobaks kvaliteter: Rund, behagelig Virginia-sød i smagen (uden mindste tendens til det sødladne) og som Rattray’s øvrige Virginiatobakker både drøj og mættende. Den mørke Virginia og Periquetobakken er her suppleret med en smule sort Cavendish. I øvrigt en tobak, der siges at have fundet frem til englændere – uanset hvor i det engang verdensomspændende imperium, de har opholdt sig.

Rattrays_VirginiansDe fleste tobakker fra Rattray kommer i temmelig anonyme 100 grams dåser med gulligt papiromslag. Emballagen er lufttæt og tobakken altid i perfekt kondition.
Alle Rattray’s tobakker er i dag dansk produceret – hos Scandinavian Tobacco Group i Assens – men tobakken pakkes i Tyskland og pålægges derfor importafgift oven på d
en i forvejen høje tobaksafgift. Derfor er tobakkerne – ligesom alle andre importerede tobakker – voldsomt dyre, men man kan jo kigge ind hos en velassorteret tysk tobakshandler, når man er på de kanter, og få sig en glædelig overraskelse. Eller orientere sig om de ofte meget vellykkede efterligninger, som My Own Blend (også Scandinavian Tobacco Group) fremstiller.

Robert McConnell Red Virginia
De grundlæggende ingredienser i denne Virginiablanding er mørkebrune og rødlige Virginiatobakker fra North Carolina, som efter presning, fermentering og skæring ristes på store kobberpander. Resultatet er en fyldig og sødlig tobak og sådan set en udmærket oplevelse. Om det er denne skribents smagsløg eller tobakken, der har ændret sig, skal være usagt – men den forekommer at have mistet en smule karakter og være rykket lidt til den sødladne side siden det første møde med den for over 30 år siden.

Robert McConnell Scottish Cake
Karakter er der til gengæld masser af i denne blanding af dybt mørkebrune Eastern Carolina og Middle Belt Virginiatobakker, der er lagret og fermenteret i lang tid og under tungt pres inden skæringen. Resultatet er en en af de overhovedet mest smagfulde, drøje og mættende tobakker, der findes. En af denne skribents absolutte yndlingstobakker gennem et halvt århundrede.

McConnell’s Pure Virginia
En ren Virginia blanding bestående af udsøgte tobakker af forskellig modningsgrad. Som andre rene Virginiatobakker kan den ryges let og ubesværet hele vejen til den sidste smule lysegrå aske. I sammenligning med en del andre af slagsen er der imidlertid ganske megen både smag og styrke undervejs – men som andre lyse Virginiatobakker skal den ryges langsomt og velovervejet.

Astley’s no. 55 Elizabethan
Her er tale om en ret lys Virginiablanding, der spænder fra det helt lysegule over i det gyldenbrune. Smags- og styrkemæssigt lidt mildere en fx Astleys nr. 88 Matured Dark Virginia, ligesom skæringen er en anelse finere. Men Elizabethan er stadig en rund og fyldig smagsoplevelse og en både drøj og meget mættende tobak, der har sine svorne tilhængere blandt de piberygere, der foretrækker de rene Viginiatobaker.

Astley’s no. 66 Cavendish Club
I blandingen indgår en halv snes forskellige Virginiatobakker – spændende fra de helt lyse til de mørke, fermenterede – plus to typer Cavendish, der begge også er fremstillet på grundlag af Virginia. Hvilke tilsammen giver en ganske mild og lidt sød, men samtidig meget smagfuld og mættende tobak. Alt i alt en ret usædvanlig og spændende rygeoplevelse, der mere opleves som en Virginiatobak end som en Cavendish.

Astley’s no. 88 Matured Dark Virginia
De fuldmodne Virginiatobakker er tilsat lidt Cavendish af den engelske type, dvs relativt sød. Den samlede oplevelse er dog ikke speciel sød, men temmelig kraftig og smagfuld. Smagen er både rund og fyldig, hvortil kommer en ganske uforlignelig duft og aroma. I det hele taget en af de mest komplekse og velsmagende Virginiablandinger der findes.

Fribourg & Treyer’s Black Jack
Denne tobak er angiveligt “afløseren” for Negro Head (kan en tobak jo ikke hedde i dag..) der oprindeligt var en curley cut, dvs. spunden tobak. Her er der imidlertid tale om en skåret Virginia. Som sit forbillede består tobakken af mørk Virginia med lysere stænk, men den har efter denne skribents opfattelse ikke helt den samme kraftige, dybe og fyldige smag, som kendetegnede Negro Head. Men det er i øvrigt en aldeles udmærket tobak.

Dunhill’s Ready Rubbed
Virginia med en lille smule orientalske tobakker og lidt Cavendish, der giver en hverken særlig sød eller specielt krydret oplevelse, men ren og let tobak af medium styrke. Sødmen og krydderiet er tilstede, men Virginiatobakken er stadig så dominerende, at tobakken her ikke rubriceres som Cavendish eller mixture, men som en skåret Virginia.

Dunhill’s  Three Years Matured Virginia
En ren, moden Virginiatobak i varme, brune nuancer og i en meget fin skæring, næsten som rulletobak. Hvilket sidste betyder, at den bør stoppes meget let og ryges ganske langsomt for ikke at brænde varm og svide på tungen. Men også en tobak, der i rigt mål belønner den tålmodige ryger med en både fyldig, aromatisk og mættende tobaksoplevelse.

Dunhill’s  Ye Olde Signe
En blanding af rene Virginiatobakker af forskellig herkomst, årgang og lagring, der resulterer i en ret kompleks og lidt syrlig smag og en meget aromatisk duft. En tobak, som de fleste elskere af de helt rene Virginiatobakker ofte vender tilbage til – og i øvrigt en meget drøj tobak.

Peterson’s 3 P’s
Petersons Perfect Plug består af Virginiatobakker fra Afrika og Brasilien plus lidt Burleytobak fra Malawi. En let casing før både tørring og presning samt opvarmning og lagring inden skæringen resulterer i en kraftig og mættende tobak, hvor casingen på ingen måde er forstyrrende. Den samlede tobaksoplevelse domineres af Virginiatobakken.

Flakes
Curly Cut/Navy Cut
Mixtures
Øvrige
In memoriam
My Own Blend