Verdens “pibehovedstad” er Sant Claude. Og selv om der kun resterer en lille håndfuld producenter, der seriefremstiller piber, plus enkelte selvstændige pibemagere, er byen synligt stolt af sin pibetradition.

Det var franskmændene, der fra midten af 1800-tallet udviklede bruyerepiben og gjorde den kendt og udbredt verden over. Den lille by Saint Claude i Jurabjergene, ikke langt fra Schweiz, havde i forvejen en lang tradition for fremstilling af især merskumspiber – og en endnu længere tradition for billedskærerarbejder af enhver art. Et håndelag, der ud over pibefremstillingen også er baggrunden for byens anden hovedbeskæftigelse: Diamantslibning. Piben og diamanten er stadig meget synlige symboler her i verdens ”pibehovedstad”.

Piberne præger gadebilledet overalt i Sant Claude. Det gælder endda graffitien.

Saint Claude har fostret legendariske pibefabrikater. Blandt de mest kendte –  og i dag det absolut største – er Chacom, og det var et medlem af denne familievirksomhed (Chapuis-Comoy), der i 1879 grundlagde den engelske pibefabrik Comoy. Butz-Choquin og Lacroix kan også findes andre steder i verden, mens EWA og Genod næppe er kendt uden for Frankrigs grænser, selvom sidstnævnte (efter denne forfatters mening) er blandt de allerbedste piber – i øvrigt uden at være specielt dyre. Disse fem producenter og færre end hundrede medarbejdere er, hvad der er tilbage af Saint Claudes pibeindustri, der omfattede talrige andre pibemærker og på sit højeste beskæftigede omkring 5.000 mennesker.

Pibemuseet i Saint Claude er et kapitel for sig. Det er samtidig museum for byens historiske diamantindustri, men det er klart piberne der dominerer. Her kan man følge hele historien fra midten af 1800-årene op til i dag via instruktive tableauer og bogstavelig talt tusindvis af smukke, sjældne eller bare sjove piber.
Museets bygning rummer også logesalen for det ærværdige og mere end 100 år gamle pibebroderskab.
Læs mere om pibemuseet i Saint Claude