Ligesom det er tilfældet med tobaksmærker er der forsvundet mange pibemærker siden produktion og efterspørgsel kulminerede i løbet af 1960-erne og 70-erne. Så en del af de pibemærker, der omtales her, findes ikke længere eller er blevet til mere ligegyldige ”sub-brands” (2. sorterings udgaver) for andre pibemærker. Atter andre produceres stadig, men er vanskelige at opdrive her i landet.
Pibemærkerne herunder er listet alfabetisk med links til yderligere oplysninger om de af dem, der er mere at berette om. Listen er (naturligvis) ikke komplet, idet antallet af europæiske pibemærker for halvtreds år siden løb op i mange hundrede. Men herunder findes de fleste af de mærker, der har overlevet – om ikke hos forhandlerne, så dog hjemme i pibeskabene hos nogle af os eller blot i erindringen hos andre.
Bari
Bari Piber blev etableret i Kolding af Viggo Nielsen omkring 1950. Sønnerne Kai Nielsen og Jørgen Nielsen deltog fra en ung alder og arbejdede her indtil 1975. Bari havde med succes taget det nye danske design til sig, som især Stanwell var eksponent for, og virksomheden gik godt. Da Viggo Nielsen solgte Bari til Van Eicken Tobaccos i Hamburg i 1978 omfattede arbejdsstyrken således 33 medarbejdere. Fra 1978 til 1993, under de nye ejere, stod Åge Bøgelund og Helmer Thomsen i spidsen for Baris pibeproduktion. Da sidstnævnte købte firmaet i 1993 omdøbte han det til “Bari Piber Helmer Thomsen” og flyttede til Vejen, hvor han gennem nogle år arbejdede alene med fremstilling af håndlavede og ret specielle pibemodeller.
BBB
De tre B’er (oprindeligt Blumfeld’s Best Briars) blev efterhånden kendt som Britain’s Best Briars, der fra slutningen af 1800-tallet blev det officielle varemærke. Allerede ved indgangen til det 20. århundrede udviklede virksomheden en betydelig international handel med mange lande, herunder Danmark hvor man fra et tidligt tidspunkt kunne købe BBB-piberne, der efterhånden blev et af danskernes foretrukne pibemærker.
I 1930-erne gik BBB sammen med andre pibefabrikanter, bl.a. Comoy, i Cadogan Company for at sikre overlevelse gennem et udstrakt samarbejde om produktion og indkøb af råvarer. BBB-piberne blev fortsat produceret på den oprindelige fabrik i Homerton, men efterhånden som andre og mere moderne pibemodeller kom til, flyttedes produktionen til Cadogan Companys anlæg i Stratford og Aldershot.
Læs mere om BBB
Butz-Choquin
Butz-Choquin er en af de kendte og klassiske pibeproducenter i Saint Claude og kan føre sin oprindelse helt tilbage til 1840-erne. Den generelle nedgang på markedet for piber har også sat sig spor hos Butz-Choquin, hvor 180 ansatte i 1970-erne fremstillede 800.000 piber årligt. Trods nedskæringer eksisterer virksomheden dog fortsat i bedste velgående, og aktuelt er Butz-Choquin’s modeludvalgt et af de største i verden med over 1.500 forskellige modeller i næsten enhver tænkelig finish. Den største del af produktionen omfatter fabriksfremstillede piber, men en del er håndarbejde i absolut topkvalitet.
Læs mere om Butz-Choquin
Chacom
Chacom er den betydeligste af de overlevende pibefabrikker i Saint Claude. Navnet er en kombination af navnene på grundlæggerne, Chapuis og Comoy, der har produceret piber i Saint Claude siden 1870. Også denne virksomhed havde sin storhedstid i 1960-erne og 70-erne. I dag beskæftiger Chacom stadig en snes medarbejdere, og omkring halvdelen af produktionen er piber af mærket Chacom. Der produceres desuden adskillige andre mærker – bl.a. Lacroix, Davidoff og Rattrays piber.
Læs mere om Chacom
Charatan
Allerede fra 1863 repræsenterede Frederick Charatans piber noget af det absolut bedste fra engelske pibeproducenter. I årene 1908-12 fik Alfred Dunhill således fremstillet piber hos Charatan, indtil han åbnede sit eget pibemageri.
Efter arvingen Reuben Charatans død i 1962 blev virksomheden solgt til amerikanske Herman G. Lane, der som importør af Charatanpiberne siden omkring 1950 havde medvirket til at gøre disse piber til nogle af de mest solgte i USA. Efter Lanes død solgte arvingerne virksomheden til Dunhill i 1978. Fabrikken i Prescot Street lukkede i marts 1982, og derefter gik det ned ad bakke for Charatanpibernes kvalitet og berømmelse.
I 1988 solgte Dunhill rettighederne til Charatans navn til James B. Russell Inc i New Jersey, USA, der fik piberne fremstillet i Saint Claude. Men de blev kun ringe efterligninger af de ”rigtige” Charatanpiber og blev ingen succes.
Læs mere om Charatan
Comoy
Francois Comoy og hans brødre begyndte at fremstille piber bl.a. i buksbom og bøg i 1825 i Saint Claude. I 1879 flyttede Francoises søn Henry til London og oprettede sin egen fabrikation af bruyerepiber – og fik fra 1891 hjælp af af nevøerne Louis og Charles Chapuis.
Henry Comoy døde i 1924 og firmaet overgik til nevøerne. I 1929 indgik Comoy i Cadogan Company, der omfattede en række andre pibefabrikanter. I 1937 åbnede en helt ny fabrik med flere hundrede medarbejdere i Pentonville Road, og en ny generation trådte ind i firmaets ledelse.
Efter 1945 kæmpede alle britiske virksomheder for at etablere sig igen efter verdenskrigen, og først i 1950, da en helt ny fabrik var bygget i Aldershot, begyndte Comoys produktion at nærme sig efterspørgslen. I begyndelsen af 1980-erne, hvor den dalende efterspørgsel begyndte at gøre sig gældende, blev firmaet imidlertid helt overtaget af Cadogan Company, der fortsat fremstiller piber af mærket Comoy på fabrikken i Aldershot.
Læs mere om Comoy
Design Berlin
Pibemærket Design Berlin produceres af en fabrik grundlagt i 1948 af Hubert Hartmann. Mærkenavnet DB Design Berlin kom dog først til omkring 1975, hvorefter udviklingen for alvor tog fart. I dag løber udvalget op i omegnen af 50 forskellige modelserier, fortrinsvis i moderne former, der især er populære blandt yngre piberygere. En del af modellerne er forsynet med ”fart-striber” eller messingringe på pibehovedet og/eller kommer i fantasifulde farver. Og alle er udstyret med det i Tyskland så populære 9-mm filter. Den årlige produktion er omkring 30.000 piber, hvoraf en stor del eksporteres til England og især USA.
Dunhill
Dunhill-piberne med den berømte hvide prik er kendt af enhver piberyger. Piberne er af absolut højeste kvalitet – prisen tilsvarende høj. Det er naturligvis individuelt, om man vil ofte mange tusinde kroner på sit rygeredskab. Men det man får for pengene er visheden om, at der ligger kompromisløs kvalitet og den omhyggeligst tænkelige forarbejdning bag hver enkelt pibe. Kvaliteten fremgår bl.a. af det faktum, at blandt hundrede – i forvejen omhyggeligt udvalgte – skårede og borede bruyereklodser er der gennemsnitligt blot to, der findes egnede til at blive til Dunhillpiber. De øvrige anvendes til mærker som Parker og Hardcastle.
Alfred Dunhill designede sin første pibe i 1906, mens firmaets egenproduktion af piber – alle med den hvide prik – tog sin begyndelse i 1912. Siden har mærket ud over at være synonym for kvalitet og høje priser dannet skole for en lang række europæiske pibeproducenter, der har lagt sig tæt op ad Dunhills modeludvalg.
Læs mere om Dunhill
EWA
Det franske pibemærke EWA blev introduceret i 1970-erne af Michel Waille – men både firmaet og dets skaber er rundet af en lang tradition. Fabrikken Waille blev grundlagt i 1860 af Horace Waille og er gået i arv gennem generationerne lige siden – frem til oldebarnet Michel Waille, der efterfulgte sin far i 1968 og ledede firmaet Waille indtil det blev solgt i 2002. EWA har specialiseret sig i piber med spidser og dekorationer af materialer som horn og akryl. Firmaet beskæftiger en god håndfuld medarbejdere og eksporterer omkring en fjerdedel af produktionen.
Falcon
Falcon pipen var populær for halvtreds år siden, hvor stort set enhver piberyger havde i hvert fald ét af disse karakteristiske rygeredskaber med aluminiumshals med udskifteligt pibehoved. Modellen – systempiben, som den kaldtes – blev udviklet i USA i 1936 med det formål at sikre en kølig og tør piberygning takket være det udskiftelige pibehoved (med filter i bunden) og en lang røgkanal. Produktionen kom dog først for alvor i gang efter anden verdenskrig. Englænderne, senere også franskmænd og italienere kom med egne bud på systempiben, der fik sin storhedstid i 1960-erne.
Efter 1970 gik det tilbage. Den amerikanske fabrik lukkede og produktionen blev overtaget af Falcons engelske afdeling – indtil 1993, hvor fabrikken blev solgt til Merton of London. I den seneste halve snes år har Falconpiben dog fået en lille renæssance, fordi unge piberygere ser den som den ideelle letvægtspibe, der er let at holde tør under rygningen – samtidig med at den signalerer modernitet på den rigtige retro-facon.
Genod
Genods piber er ikke særlig kendte uden for Frankrig. Hvilket er en skam, fordi det er storartede piber – men forståeligt, fordi produktionen i Saint Claude er meget begrænset. En betydelig del af produktionen er håndarbejde fra start til slut. Der serieproduceres også klassiske pibemodeller på grundlag af matrix og kopifræsning, men også her fremstilles kun én pibe ad gangen.
Pibemærket blev introduceret i 1970 af den i pibekredse så legendariske Jacques ”Jacky” Craen hvis kreative ledelse har ført en del håndskårne og specielle pibemodeller med sig, hvor bruyeren ofte suppleres med materialer som kohorn og farvet akryl.
Den unge pibemager Sebastien Beaud begyndte at arbejde på Jacky Craens værksted i 2006 og viste sig hurtigt at være en talentfuld kandidat til at efterfølge Jacky Craen, der har trukket sig gradvist tilbage gennem de senere år. Det er således Sebastien Beaud, der fremover står for pibemærket Genod.
Læs mere om Genod
Georg Jensen
Georg Jensens pibefabrik blev grundlagt af Per Georg Jensen i København i 1954. Med en årlig produktion i omegnen af 2.000 piber blev Georg Jensen hurtigt en betydningsfuld leverandør – næsten udelukkende til hjemmemarkedet, hvor hans piber opnåede stor popularitet.
Det var der flere gode grunde til. Jensen var en dygtig designer, der konstant havde for øje, at en pibe først og fremmest er et rygeredskab. Lidt i modsætning til nogle af de produkter, en del andre danske pibefabrikanter slog igennem med på verdensplan. Den typiske Georg Jensen pibe er ikke specielt stor og har en usædvanlig lethed over sig – i godstykkelsen såvel som i det formmæssige udtryk – og balancen er altid perfekt. Hertil kom at de fleste af Georg Jensens piber blev solgt til en pris, der var overkommelig for almindelige mennesker, selvom fabrikken også fremstillede mere luksuriøse produkter – fra særligt fine udgaver af de normale serier (med kvaliteten Masterpiece som den fornemste) via forskellige Special Editions til egentlige ”freehands” under betegnelsen Straight Grain.
Fra 1980 blev firmaet ledet af grundlæggerens søn og datter, Per Georg og Lis, indtil virksomheden lukkede i 2001.
Graco
Graco var et fransk pibemærke, produceret af Grappin Fils et Cie. En del af Gracos piber var af absolut udmærket kvalitet, men hovedparten af produktionen var prisbillige piber af bruyere fra Algier, nogle med skindbetrukne pibehoveder. Denne uafhængige producent ophørte allerede i 1968, men fra tid til anden er der dukket piber op på markedet, produceret i Saint Claude og med navnet Graco stemplet på pibehalsen.
Hardcastle
Hardcastle blev grundlagt i 1908 af Edmund Hardcastle, der formåede at skabe sig et godt navn blandt de talrige engelske pibemærker af mellemkvalitet. I 1935 begyndte Alfred Dunhill at opføre en fabrik lige ved siden af Hardcastle i Forest Road, Walthamstow, London, og Hardcastle solgte 49 procent af sine aktier til Dunhill. Da Dunhill i 1946 lukkede sin fabric i Notting Hill, London, købte man de resterende aktier, hvorefter Hardcastle blev 100 procent Dunhill-ejet. Medlemmer af Hardcastle-familien forblev dog i ledelsen af virksomheden, der fortsat nød en vis uafhængighed.
Det sluttede i 1967. Dunhill lagde Hardcastle sammen med Parker (også en 100 procent Dunhill-ejet virksomhed) til det nye firma Parker-Hardcastle. Fabrikken i Forest Road blev lukket og produktionen af Hardcastles piber flyttet til Parkers nærliggende fabrik i St. Andrews Road, der herefter konsekvent blev benævnt Parker-Hardcastle fabrikken. Hermed var det slut med Hardcastle som et selvstændigt pibemærke – i øvrigt til stor fortrydelse for den tilbageværende del af Hardcastle-familien. I dag bruger Hardcastle forborede pibehoveder, der ikke findes værdige til at bære hverken Dunhill- eller Parker-navnet foruden bryere fra andre leverandører.
Jeantet
Jeantet-familiens firma i Saint Claude er nævnt så tidligt som i 1775, men først i 1858 begyndte produktionen af bruyerepiber – hovedsageligt på små værksteder hjemme hos medarbejderne. Omkring 1890 beskæftigede virksomheden godt halvtreds medarbejdere, og der måtte bygges en egentlig fabrik som derefter løbende blev udvidet i de kommende år. Den gennemgik en omfattende modernisering omkring 1950, hvor produktionsarealet nåede op op 1500 kvadratmeter.
Pibeproduktionen nåede sit højdepunkt omkring 1969 hvor 72 medarbejdere fremstillede omkring 400.000 piber, hvorefter det gik jævnt ned ad bakke indtil 1987 med en produktion på omkring 70.000 piber og kun 22 medarbejdere. Yves Grenard, tidligere chefdesigner hos Jeantet, havde i mellemtiden overtaget ledelsen af konkurrenten Chapuis-Comoy (Chacom), og for at bevare pibemærket gik Jeantetfamilien i forhandlinger med ham – med det resultat, at virksomheden i 1988 indgik i en ny firmakonstruktion, hvorefter Jeantet ligesom pibemærkerne Lacroix og Vuillard blev fremstillet af Chacom.
Kriswill
Kriswill var især op gennem 1960-erne et af de to store danske pibemærker, helt på niveau med Stanwell. Fabrikken i Kolding beskæftigede på sit højdepunkt 40 ansatte og eksporterede til hele verden, først og fremmest USA. Berømte designere stod for formgivningen af en række serier, både glatpolerede og sandblæste, der ud over en typisk lethed i både design og vægt udmærkede sig ved en fornem finish. Piberne blev produceret i serier, men der var kyndige hænder overalt i processen – så katalogforsidens ”Briar Pipes Hand Made in Denmark” ikke var helt ved siden af. Fabrikkens mindre fornemme piber blev solgt under navnene Danish Crown og Navigator.
Da fabrikken i Kolding lukkede i slutningen af 1975, blev produktionen af Kriswillpiberne overtaget af den norske fabrik Lillehammer, der faktisk gjorde sig hæderlige anstrengelser med opgaven. Men også denne fabrik måtte lukke efter få år. I en periode i 1980-erne blev piber under navnet Kriswill produceret i Spanien hos Iberica de Pipas, men de havde kun navnet tilfælles med de originale Kriswill, og nu er pibemærket helt forsvundet. Læs mere om Kriswill.
Lillehammer
I 1844 grundlagde Gudbrand Larsen sin lille fabrik for merskumspiber i den norske by Lillehammer – efter flere års studierejser i Tyrkiet og Frankrig for at lære sig kunsten. Hans søn August tog selv på rejse for at lære om pibefremstilling og fandt hurtigt ud af, at fremtidens materiale ikke var merskum, men bruyere. Han overtog fabrikken ved faderens død i 1902.
Da August Larsen selv døde i 1914 blev fabrikken til et aktieselskab, og der fulgte en længere stabil periode med udvikling og ekspansion. Indtil problemerne begyndte i slutningen af 1960-erne, hvor afsætningen faldt dramatisk. Mere moderne pibemodeller var blevet populære, og her havde Lillehammer ikke meget at byde på – så noget måtte gøres. I slutningen af 1970-erne købte virksomheden den danske pibefabrik Kriswill’s navn og modelserier og fik på den måde adgang til dette firmas mere moderne pibemodeller, ligesom en ny designer blev ansat. Men alle disse anstrengelser var ikke tilstrækkelige, og allerede i 1979 måtte fabrikken lukke.
Lorenzo
Lorenzo fabrikken blev grundlagt i 1900 i den italienske by Gallarate og navngivet efter de to brødre, der ejede den, som Fratelli Lana. De producerede meget jævne piber for det lokale italienske marked, og kvaliteten var ikke af en art, så der var behov for et egentligt mærkenavn. I 1922 blev fabrikken overtaget af Tagliabue og omdøbt til Tagliabue Manufattura, og omkring 1930 var den vokset til en egentlig fabrik med 120 ansatte. På det tidspunkt udførtes det meste arbejde for andre fabrikker og pibemærker.
Så sent som i 1969 tog fabrikken navnet Lorenzo, efter ejerens fornavn, og samtidig ændrede fabrikken sin produktion fra prisbillige piber til piber af noget højere standard. Piber af mærket Lorenzo har et karakteristisk design og er typisk ret massive. Ud over formen har den specielle, matte overflade, ofte i rødlige eller orange farver, medvirket til at gøre piberne verdensberømte. Det er kun ved rygerens håndtering af piben at den fine glans og patina opstår.
Ejer og directør Lorenzo Tagliabue døde i 1987, og derefter brugte Comoy mærkenavnet Lorenzo for en tid. I nutiden er Lorenzo ikke længere en fabrik, men alene et mærkenavn for piber, der produceres andre steder i Italien eller Albanien. Og ejerskabet til mærkenavnet er overtaget af det tyske firma Helmann.
Orlik
I 1899 blev der etableret en pibeproduktion i Bond Street i London af Louis Orlik, der fra begyndelsen tilbød piber af høj kvalitet til en relativt overkommelig pris foruden en udstrakt service. Forretningen blev hurtigt populær, og i den første fjerdedel af 1900-tallet etablerede man desuden en forretning i Birmingham. Piber af god kvalitet til en rimelig pris var også kendetegnende for Orlik det følgende halve hundrede år, hvor mærket især i 1950-erne og 60-erne var blandt de førende på markedet. I kølvandet af den generelle nedgang for piberygningen i 1970-erne sluttede Orlik sig i 1980 til Cadogan Group, og som tilfældet var for gruppens øvrige pibemærker flyttede produktionen til Cadogans nybyggede fabrik i Southend-on-Sea. Skandinavisk Tobakskompagni, nu Scandinavian Tobacco Group, overtog omkring århundredskiftet varemærket Orlik og producerede en overgang piber af dette mærke på Stanwells daværende fabrik i Borup – men de levede på ingen måde op til de tidligere Orlikpiber og produceres ikke længere.
Parker
Firmaet Parker blev grundlagt af Alfred Dunhill i 1922 med henblik på at færdiggøre og markedsføre de produkter, der blev sorteret fra undervejs i Dunhills egen produktion, fordi de ikke helt levede op til Dunhills tårnhøje kvalitetskrav. Frasorteringerne sker dog oftest på et tidligt tidspunkt i produktionen, allerede ved vurderingen af de forborede pibeklodser, så det har typisk været andet end blot ”skønhedsfejl” der har adskilt Dunhill fra Parker – hvor sidstnævnte desuden selv har importeret pibeklodser uden om Dunhill.
Efter anden verdenskrig blev forskellen mellem Parker og Dunhill mere tydelig, og efter sammenslutningen med pibefabrikken Hardcastle i 1967 må Parker betragtes som et selvstændigt mærke. Parker har gennem alle årene været et meget populært pibemærke i England og sælges også fortsat.
Læs mere om Parker
Peterson
Firmaet Kapp & Peterson Ltd. blev grundlagt 1875 af pibemageren Charles Peterson. I 1890 gjorde han den opfindelse, der blev kendt som The Peterson System og hurtigt blev kendt verden over: Et hulrum i pibehalsen, hvor fugten kunne opsamles for at sikre en kølig og tør rygeoplevelse. Få år efter fulgte endnu en opfindelse: The Peterson Lip, der med sin anatomiske udformning af mundstykket sikrer både at piben sidder godt forankret mellem tænderne, og at man undgår varm røg direkte på tungen.
Gennem hele det tyvende århundrede forblev Petersons pibemodeller næsten uændrede, hvilket imidlertid ikke gjorde efterspørgslen mindre. Specielle serier med nye designs, som fabrikken forsøgte sig med i 1930’erne, kunne ikke konkurrere med de klassiske modeller. Endnu i dag er de oprindelige modeller efterspurgte og udgør hovedparten af fabrikkens udvalg.
I vore dage foregår fabrikationen på et moderne anlæg i et industriområde syd for Dublin, hvor de præfabrikerede pibehoveder (importeret fra Spanien) bliver til færdige piber. Der produceres omkring 100 forskellige modeller, hvoraf den mest udbredte er Bent Army. Desuden en række specialmodeller som fx Sherlock Holmes serien, hvor modelnavnene refererer til de berømte fortællinger. Piber der især er populære blandt de, der foretrækker at ryge på en større pibe. I øvrigt fremstiller Peterson også merskumspiber, der på fabrikken monteres med sølvringe.
Savinelli
I 1876 åbnede brødrene Savinelli forretninger med piber og tobak i både Milano og Genova. De blev snart kendt for deres gode kvalitet og service, og ret hurtigt besluttede man sig for at tilbyde piber af eget mærke, fremstillet på andre fabrikker. I 1920 besluttede Carlo Savinelli, søn af en af grundlæggerne, at starte egenproduktion af piber. Efter en snes år med beskeden produktion grundlagde Savinellifamilien i 1948 en ny fabrik i Molina di Barasso nord for Milano, og på trods af den generelle nedgang i pibemarkedet beskæftiger fabrikken stadig omkring 70 medarbejdere og er dermed den største pibefabrik i Italien.
I tidens løb har Savinelli udviklet 48 forskellige modeller, der hver for sig kommer i mange forskellige former for finish. Produkterne er desuden opdelt i serier, hvor Punto D’oro har en ikke ubetydelig lighed med Dunhills piber, mens fx Capri-serien udmærker sig ved en meget smuk og usædvanligt dyb sandblæst finish.
Læs mere om Savinelli
Stanwell
Det er uden diskussion Stanwell, der frem for nogen har sat Danmark på ”pibe-verdenskortet” – først og fremmest gennem samarbejdet med en lang række dygtige pibemagere. Det gælder ikke mindst Sixten Ivarsson, som arbejdede for virksomheden gennem 35 år, men også andre dygtige pibemagere skabte pibemodeller for Stanwell. Og en række af dem samarbejder fortsat med Stanwell bl.a. om designet af den traditionelle årspibe.
Det startede under besættelsen, da Poul Nielsen ikke kunne opdrive bruyere og måtte gribe til dansk bøgetræ som råmateriale til sine piber. Da bruyeren igen blev tilgængelig – og virksomheden i mellemtiden havde taget det engelsk-klingende navn Stanwell – kom der mere gang i produktionen, så der fra slutningen af 1940-erne var beskæftiget en snes medarbejdere. I 1965 flyttede fabrikken til Borup og beskæftigede på det tidspunkt flere end 40 medarbejdere.
Kort før Poul Stanwells død i 1982 blev firmaet solgt til en gruppe, der bl.a. omfattede Skandinavisk Tobakskompagni – nu Scandinavian Tobacco Group, der fortsat er indehaver af mærkenavnet Stanwell. I dag er Stanwell alene et mærkenavn. Fabrikken i Borup lukkede ved årsskiftet 2009-10, og selve produktionen foregår nu i Italien.
Læs mere om Stanwell
Piberne
Bruyere
Pibetyper
Pibemodeller
Pibens pasning
De andre piber