En af følgerne af Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492 var, at vi i Europa stiftede bekendtskab med planten Tabacum Nicotianum: Tobakken der hos de lokale ”indianere” tjente både medicinske og kultiske formål og i øvrigt både blev røget i lerpiber eller smidt i bål, hvis røg derefter blev inhalleret.

Den engelske adelsmand Sir Walter Raleigh (1552-1618) får i almindelighed æren af at have gjort tobakken kendt og anvendt i vores verdensdel til det formål, den stadig har (hvilket dog ikke var grunden til, at han endte sine dage på skafottet). Raleigh eksperimenterede med forskellige anvendelser af tobakken og konkluderede, at den bedste metode var at ryge den i de lange kridtpiber (som de kaldes på dansk – men i virkeligheden er lavet af en særlig art ler, der bliver hvid ved brændingen) som Raleigh selv bidrog til at udvikle.

Undervejs har tobaksnydelsen som bekendt antaget mange forskellige former – fra snus (der snøftes ind via næsen) og skåtobak (der ligger i munden og opløses) via cigarer i forskellige udformninger til cigaretterne – men den oprindelige form er altså at lægge den i en beholder, hvor den kan brænde, og hvorfra man via et rør kan få røgen ind i munden. Piben med andre ord – og det er den, vi koncentrerer os om her.

Pibens udvikling

Bruyerepiben

Piben på museum