Dunhill

Alfred Dunhill grundlagde sit firma I 1893. I begyndelsen producerede han tilbehør til hestevogne og kareter, men da hestene efterhånden blev udskiftet med biler, rettede han interessen mod bilisterne: Handsker, kørefrakker, kufferter, briller og ure.

I 1906 designede Alfred Dunhill sin første pibe: En patenteret udgave med vindskærm, der gjorde det muligt at ryge pibe i en åben bil! Piben blev meget populær, og i 1907 åbnede han sin nye forretning i Duke Street, St. James med udsalg af cigarer, piber og tobak. Men da han ikke var tilfreds med udvalget af kvalitetspiber bad Dunhill indehaveren af den Londonbaserede pibefabrik Charatan om at producere piber for Dunhill – og udelukkende fokusere på kvaliteten uden at skele til prisen. De første Dunhill-piber blev leveret i 1910, og selvom prisen var mindst dobbelt så høj som normalt blev piberne hurtigt populære.

Snart grundlagde Dunhill sin egen pibefabrik i Duke Street med speciale i de bedste og dyreste piber. I 1912 blev den hvide prik introduceret – primært for at vise kunderne hvilken side af pibespidsen, der skulle være opad – og siden dengang har Dunhill-piben været forbundet med den hvide prik som et signal om den ypperste kvalitet.

De allerfleste af Dunhills pibemodeller er meget engelske, dvs klassiske og traditionelle, selvom der også fremstilles et lille antal special editions. Kvaliteten af piberne fremgår bl.a. af det faktum, at blandt hundrede – i forvejen omhyggeligt udvalgte – bruyereklodser er der gennemsnitligt blot to, der findes egnede til at blive til Dunhillpiber. De øvrige anvendes til mærker som Parker og Hardcastle.

I 1977 rekonstruerede Dunhill sin selskabsstruktur og blev til det nye aktieselskab Dunhill Pipes Limited. Og i marts 1982 flyttede hele produktionen af Dunhill piber fra Cumberland Road i London til Parker-Hardcastle fabrikken i Walthamstow. Parker blev oprettet som Dunhills ”2.sorterings” mærke i 1922, mens det tidligere selvstændige Hardcastle blev opkøbt af Dunhill i 1946, og i 1967 sluttedes de sammen til Parker-Hardcastle.

Pibemærker