Han producerer masser af piber – og ser lyst på fremtiden

Siden starten af 2016 har en af verdens førende pibefabrikker, Chacom i Saint Claude, Frankrig, flyttet, udvidet og moderniseret og beskæftiger i dag 24 fuldtidsansatte medarbejdere, der producerer 50.000 piber årligt. Fabrikkens unge direktør ser nemlig lyst på fremtiden:

Gamle piberygere forsvinder, erkender Antoine Grenard. Men generelt kommer der nye og yngre piberygere til i et omfang, så efterspørgslen i dag helt overordnet nærmest ligger på et stabilt niveau. Og specielt for Chacoms vedkommende oplever vi faktisk en jævn stigning i produktionen. Så jeg er da i den grad optimistisk med hensyn til fremtiden.

Piberyger.dk har besøgt Chacom fabrikken i Saint Claude – læs reportagen her.

Over 1.000 månedlige besøg på Piberyger.dk

Halvandet år efter etableringen af Piberyger.dk er det månedlige besøgstal ifølge Google Analytics nået op over 1.000 unikke besøgende, svingende mellem 900 og 1.200, der hver har besøgt siden 1,6 gange og i gennemsnit åbnet 3,5 sider. Hovedparten af hjemmesidens besøgende er naturligvis danske, men også et par hundrede månedlige svenske besøg bidrager til statistikken – hvortil kommer en del besøg fra Tyskland, Norge og USA samt mere sporadiske fra stort set hele resten af verden.

Hvad der startede som en pensioneret journalists og (i høj grad nuværende) piberygers hobby må således siges at være blevet en etableret succes. Det skyldes selvfølgelig, at der har været et behov for en hjemmeside af denne art. Hvilket også kommer til udtryk ved, at jeg modtager et stigende antal henvendelser om alle tænkelige piberelaterede spørgsmål – som jeg forsøger at besvare efter bedste evne eller kanalisere videre til større autoriteter.

Senest har pipedia.org, der er verdens største piberelaterede hjemmeside, bedt om tilladelse til at oversætte Piberyger.dk’s artikel om Kriswill og bringe den på pipedia.org – hvilket de naturligvis er velkomne til. Indtil oversættelsen ligger klar, bringer pipedia et link til den dansksprogede artikel her på hjemmesiden.

 

Blandt de mest interessant henvendelser til Piberyger.dk har været et spørgsmål fra en ph.d-studende kunsthistoriker, der er i gang med en beskrivelse af Constantin Hansens maleri fra 1837 “Danske Kunstnere i Rom” på Statens Museum for Kunst.
Spørgsmålet var hvilken type piber de portrætterede kunstnere ryger på, idet de absolut ikke ligner noget, vi kender på disse breddegrader.
Svaret, der har krævet opslag i flere pibehistoriske værker, er at det handler om de såkaldte Tophane-piber, oprindeligt fremstillet i bydelen af samme navn i Constantinopel (som i dag hedder Istanbul) og meget populære i Middelhavsområdet i 1800-tallets begyndelse. Piberne blev drejet og formet i en art ler, der antager en smuk rødbrun/gylden farve ved brænding.
Billedudsnittet (til højre) viser, at der er gløder på toppen af tobakken og en kraftig røg – hvilket kan tyde på, at der også blev røget tyrkisk tobak a la vandpibetobak, dvs. tilsat en frugtessens der gør tobakken så fugtig, at der må anbringes små stykker glødende trækul oven på tobakken.

 

Kriswill – bidrag til historien om en legendarisk dansk pibefabrik

Kriswill var et af de store danske pibemærker op gennem 1960’erne og start-70’erne, grundlagt i Kolding af Karl Robert Kris. Her producerede op til 40 medarbejdere piber til både eksport og hjemmemarked, mange af modellerne formgivet af verdensberømte designere. Offentligt tilgængelige oplysninger om Kriswills historie har været sparsomme. Med værdifuld hjælp fra grundlæggerens søn Jens Kris, selv direktør for Kriswill i en periode og senere kendt biografdirektør i Kolding, er det imidlertid lykkedes at føje yderligere en række vigtige enkeltheder til historien om Kriswill.

Gensyn med yndlingspiben?

Piberyger.dk bringer nu en oversigt over en lang række af de pibemærker, der har været kendt og påskønnet af danske piberygere gennem det seneste halve århundrede – og hvoraf en del desværre ikke findes længere.

Som det er tilfældet med tobaksmærker er der forsvundet rigtig mange pibemærker, siden produktion og efterspørgsel kulminerede i 1960-erne og 70-erne. Så en del af de pibemærker, der nu berettes om i tekst og billeder på piberyger.dk, findes ikke længere eller er blevet til mere ligegyldige sub-brands” for andre pibemærker. Blandt de helt forsvundne er Kriswill (foto), Georg Jensen, og Bari foruden en række både engelske og franske pibemærker.

Andre pibemærker produceres stadig , men kan være svære at opdrive her i landet, hvor Stanwells dominans i nogen grad har fortrængt andre pibemærker fra forhandlernes udstillingsskabe. Stanwells kvaliteter ufortalt er det lidt ærgerligt, fordi en række franske og engelske pibemærker repræsenterer en lidt anderledes tradition både håndværks- og designmæssigt. Og det er jo først og fremmest mulighederne for variation og dermed nye oplevelser i både tobakkerne og piberne, der gør piberygningen til andet end blot behovstilfredsstillelse.

Læs her om pibemærkerne

Her er verdens mest sjældne tobak

p1030257
Periquetobakken fermenterer 12-14 måneder i brugte bourbontønder under 5 tons tryk – her i familien Leblancs traditionelle åbne tørrelade, hvor Deborah Leblanc fortæller om de mange led i processen.

Perique er verdens mest sjældne tobak, der kun kan dyrkes ét sted i verden – på et få hundrede hektar stort område langs Mississippifloden i Louisiana, USA. Og Perique er for mange piberygere den måske vigtigste af alle tobakker, fordi den er et helt uforligneligt krydret indslag i tobaksblandinger med især Virginiatobak. Piberyger.dk har været på besøg i Louisiana.

Tobakken er sjælden, den er arbejdskrævende, og den er meget dyr fordi efterspørgslen er stor. Men for ikke så mange år siden gik dyrkningen næsten i stå, produktionen faldt til 5 (!) tønder årligt og der var sorte udsigter for verdens piberygere.. Indtil en cigaretfabrikant kom forbi og reddede den århundredgamle tradition for Periquedyrkning og dermed også de tobaksblandinger, som vi piberygere meget nødigt vil undvære.

Læs mere om dét og om Periquetobakken, dyrkningen, håndværket og traditionen – ved at klikke her.

p1030472Under en godt tre uger lang tur fra Georgia via Alabama, Mississippi og Louisiana til Texas har piberyger.dk desuden forsøgt at vurdere piberygningskulturen i USA. Hvor den mest mindeværdige oplevelse var den høflige mand, der spurgte:
Undskyld Sir, må jeg spørge hvad det er for en pibe De ryger på?
– Øh selvfølgelig, det er en håndlavet pibe fra Danmark. Øh, i Europa De ved. Skandinavien..
Er det en Nording-pibe?
– Øh, Erik Nørding? Ja, faktisk..
Det tænkte jeg nok. Jeg har selv en fire-fem stykker af dem!

Og så udspandt der sig selvfølgelig en længere samtale om piber og tobak, der lige midt på parkeringspladsen foran den meget rustikke, men ret fantastiske restaurant “Pier 30” på vej 332 ved Gulf-kysten syd for Bay City, Texas.

Der ud over har piben mest givet anledning til udsagn som “Nej hvor hyggeligt, min bedstefar røg også pibe..”  Der er generelt langt mellem piberygerne i USA og endnu længere mellem de velassorterede tobaksforretninger. Godt, at man havde en forsyning med hjemmefra!

The Danish Pipe Shop i nye lokaler

ny-butik_01The Danish Pipe Shop åbnede lørdag den 1. oktober i de nye lokaler på Vester Voldgade 92 – og forretningen har dermed fuldført flytningen fra den gamle butik på Strøget, hvor den har haft til huse siden 1969.

I de nye lokaler har forretningen fået meget mere plads og bedre forhold end på Strøget. Hvilket alt sammen er blevet nødvendigt som følge af en kraftig vækst gennem de seneste år. The Danish Pipe Shop har udviklet sig til et hot spot for pibeentusiaster fra både Norden og det øvrige Europa, idet man ud over de bedste fabriksfremstillede piber også satser på håndskårne piber fra en lang række dygtige danske pibemagere. Desuden er udvalget af pibetobakker særdeles omfattende. Og i takt hermed er den internetbaserede del af forretningen vokset nærmest eksplosivt.

ny-butik_03I Vester Voldgade er der blevet plads til det hele – plus til en kælder-lounge, hvor man fx i ro og mag kan beslutte sig for sit pibekøb og evt. nyde det første stop i nyerhvervelsen. Hele butikken fremstår lys, funktionel og moderne, idet man i indretningen bevidst har fravalgt elementer som læder og mørk mahogni, der traditionelt ofte forbindes med pibe- og tobaksforretninger. Her er det piberne (og der er mange af dem..) der er i fokus, uden forstyrrende elementer.

ny-butik_04Åbningen den 1. oktober blev fejret på helt traditionel vis for de adskillige hundrede kunder, leverandører, venner og bekendte – tilsammen repræsenterende adskillige nationaliteter –  der havde lagt vejen ad Vester Voldgade denne formiddag. Der blev studeret, beundret, kommenteret og købt i butikken – og snakket piber og tobak i det store telt, der i dagens anledning fyldte det meste af den trange gård bag ejendommen.

Rejsen fra Strøget til Vester Voldgade er i virkeligheden et beskedent skridt i forhold til den rejse, som The Danish Pipe Shop indledte for få år siden, fremgik det af direktør og partner Nikolaj Liberoth Nielsens officielle velkomsttale. Men det har været et helt nødvendigt skridt, og nu glædede han sig over, at denne del af det samlede projekt er afsluttet, så der er plads og tid til andre nye initiativer. Bl.a. bebudede han en helt ny hjemmeside.

Nyindrettet butik i Silkegade

Davidoff – My Own Blend i Silkegade, København, drives fremover alene af Scandinavian Tobacco Group (selvom Davidoff’s piber, tobakker og cigarer fortsat føres i sortimentet), og i samme anledning undergår butikken i øjeblikket en større ombygning indvendigt. Interieuret bliver knapt så “moderne”, men vil snarere nærme sig indretningen af tidligere tiders tobaksforretninger med originalt stukloft og en lidt mørkere og varmere møblering.
Den store walk-in humidor og tilhørende cigarlounge bevares dog i den nye butik, der kommer til at hedde Cigar Shop Macanudo Copenhagen.
Under ombygningen er My Own Blends tobaksblanderi midlertidigt flyttet til en kælderbutik  i Antonigade, få skridt fra butikken, hvor der også er et begrænset udvalg af tobak og cigarer.
Den nyindrettede butik i Silkegade åbner onsdag den 5. oktober, mens den officielle indvielse finder sted fredag den 7. oktober kl. 16.00.

My Own Blend: Hvad er der i dåserne?

MOB tobakkerPiberyger.dk bringer en samlet oversigt over My Own Blends 21 standardblandinger – med producentens egen beskrivelse af blandingerne

My Own Blend, der startede i 1930’erne som en københavnsk tobakshandlers tilbud til kunderne om at få blandet personlige tobakker efter egne ønsker og opskrifter, har efter Scandinavian Tobacco Groups overtagelse udviklet sig til en industri, der omfatter tusindvis af forskellige tobaksblandinger, hvoraf langt hovedparten er individuelle blandinger til enkelte kunder, mens andre kun fås hos en enkelt eller nogle få tobakshandlere.

My Own Blends standardblandinger, hvoraf de fleste kan fås hos velassorterede tobaksforretninger landet over, omfatter pt. 21 forskellige tobakker. Hovedparten af standardblandingerne er tilpasset “moderne smag”, dvs. flavoured med diverse smagsgivere. Men en god håndfuld af My Own Blends standardblandinger er kvalitetstobakker uden kunstige smagsstoffer, og de er hver for sig udmærkede tobaksoplevelser. De kan findes blandt de tobakker, der er afprøvet og beskrevet her på hjemmesiden.

Læs her om My Own Blend, hvor der også er et link til listen over MOB’s standardblandinger– eller gå direkte til listen over standardblandinger.

Strøgets sidste pibeforretning flytter

juni%202015(1)Det er slut med pibeforretninger på Københavns mest centrale og berømte indkøbsgade, Strøget, når The Danish Pipe Shop flytter den 1. oktober

..men der er dog ingen grund til panik blandt piberygere. For The Danish Pipe Shop, der har haft domicil på Strøget lige ved Rådhuspladsen de seneste 47 år, flytter ikke langt væk. Kun knapt 500 meter til Vester Voldgade 92, hvor man får meget bedre plads end i den gamle, noget trange butik. Og hvor der desuden er mulighed for 30 minutters parkering lige ved døren. (Foto: The Danish Pipe Shop)

Direktør og partner Nikolaj Liberoth Nielsen glæder sig til de nye faciliteter og er ikke specielt bekymret over at skulle flytte fra byens hovedstrøg:

– Vi har jo udviklet os gennem de senere år og ser os ikke i så høj grad som en strøgforretning, hvor man lige dumper ind og køber en dyr håndskåret pibe, men mere som et valfartssted. Så vi vil gerne give pibeelskere fra hele verden mere ro, mere plads og bedre forhold, når de skal træffe den store beslutning i vores forretning. Hvortil kommer, at vi har fået flere aktiviteter i forretningen, har opbygget en webshop og påtager os flere og flere grossistfunktioner. Det kræver alt sammen plads, som vi ikke længere har, så derfor har vi måttet tage den store beslutning om at flytte.

Lørdag den 1. oktober 2016 åbner The Danish Pipe Shop dørene for den nye butik, showroom, lounge, lager og kontor på Vester Voldgade 92, 1552 København V. Det foregår fra kl. 10 til 17, og omkring kl. 12 holder Nikolaj Liberoth Nielsen den officielle velkomsttale.

Ny hjemmeside for piberygere

AVJVelkommen til piberyger.dk: En helt ny hjemmeside med oplysning, inspiration og nyheder til alle, der interesserer sig for piber og tobak – og med råd og vejledning til uerfarne og helt nye piberygere

Man kan finde stort og småt om piberygning flere steder på nettet, men piberyger.dk er den første danske hjemmeside, der uafhængigt af både organisationer og firmaer præsenterer hele piberygningsuniverset i en overskuelig og professionel, journalistisk form. Piberyger.dk er ikke-kommerciel, og der forekommer hverken åbenlys eller skjult annoncering på hjemmesiden.

Hvis du kan lide piberyger.dk – så del linket med de af dine venner og bekendte, der deler interessen for piber og tobak.

Hvis du er pibe- og tobakshandler og vil give nye og gamle kunder gode råd med på vejen – så rekvirér en lille stak kort (lige til at placere på disken) der gør opmærksom på piberyger.dk. Skriv til arnevillads@gmail.com.

Læs mere om piberyger.dk, om baggrunden for hjemmesiden og manden bag den: Om piberyger.dk