Der er langt mellem de velassorterede tobaksforretninger – selv i London (billedet) – så hvordan finder man lige den dåse tobak, man står og mangler. Det tilbyder Piberyger.dk nu hjælp til!
Piberyger.dk er under fortsat udbygning. Under menupunktet “Tobakken” er der nu tilføjet lister over velassorterede pibe- og tobaksforretninger både i Danmark, det meste af Europa og USA. Og flere nyskabelser er kommet til under det nye menupunkt “Piberygerne”.
Der findes masser af forskellige tobakker, men hvor finder man den nærmeste tobaksforretning, når man står på et forblæst gadehjørne i en dansk provinsby eller måske i en europæisk storby? Eller i New York? De fleste piberygere kender situationen – og det forsøger Piberyger.dk at råde bod på. Med links til de enkelte lande kan man nu finde opdaterede lister over velassorterede tobaksforretninger.
Foreløbig er 16 danske forretninger på listen. Hertil kommer 75 forretninger i større europæiske byer samt en håndfuld i USA.
Læs mere under Hvor finder man tobakken?
Menupunktet “Piberygerne” er nyt på Piberyger.dk. Det rummer bl.a. omtaler af danske foreninger og klubber for piberygere – foreløbig af Nordisk Tobakskollegium, der er paraplyorganisation for en række lokale pibeklubber. Også lokale klubber og deres aktiviteter vil efterhånden finde vej til disse sider.
Desuden rummer menupunktet artikler om diverse pibe-, tobaks- og rygerrelaterede emner.
Læs mere under Piberygerne