Amsterdam Pipe Museum har fundet den hidtil ukendte kunstner bag et af museets klenodier. Særudstilling frem til den 7. maj
Ved et tilfælde faldt kuratoren fra Amsterdam Pipe Museum over en læderæske i et privat bibliotek i Belgien. Den indeholdt 80 ark med de mest fantastiske tegninger af tobakspiber i merskum fra 1860-erne, og ejeren blev overtalt til at sælge samlingen til museet, hvor de nu er udstillet for første gang nogensinde.
Et nøjere studium afslørede, at to af tegningerne var signeret med navnet Jean Peron, der altså er kunstneren, som designede disse fantastiske piber. Oven i købet en franskmand, selvom det var den generelle opfattelse, at disse piber var fremstillet i Wien. Perons tegninger beviser, at Paris havde sin egen produktion af merskumspiber af højeste kvalitet. Den franske stil er især portrætter af elegante damer i den seneste parisermode med en elegant frisure eller hat – mens andre designs går et skridt videre med fx afklædte kvinder i udfordrende positurer. Peron havde både fantasi og kunstneriske evner og var desuden en dygtig håndværker, der arbejdede i både merskum og elfenben.
Især en af tegningerne er ganske enestående: En afrikansk kvinde med fint bundet hovedtørklæde og iøjnefaldende øreringe. Sandsynligvis er hun fra en af de franske kolonier Martinique eller Guadeloupe – et sjældent syn i datidens Paris.
Amsterdam Pipe Museum har haft netop denne pibe i sin samling i mange år, nøjagtigt magen til tegningen. Så det er et sjældent og unikt tilfælde, at museet nu kan sætte navn på kunstneren bag piben – Jean Peron – idet der på verdensplan kun kendes en håndfuld pibemagere/designere fra denne periode.
Såvel et udvalg af Jean Perons tegninger som selve piben med kvinden og andre, samtidige kunstneriske piber kan nu ses på Amsterdam Pipe Museum fra den 14. marts til den 7. maj 2016. Museet på Prinsengracht 488 i Amsterdam er åbent mandag-lørdag kl. 12-18.